Aktietæsk gør ondt: It-milliardærers fælles formue er mere end halveret
André Rogaczewski og Claus Jørgensen har offentliggjort et kæmpeunderskud i deres fælles selskab.
André Rogaczewski og Claus Jørgensen, to af stifterne bag it-virksomheden Netcompany, må sluge et formuetab af de større.
Egenkapitalen i deres fælles selskab AC NC Holding faldt således med næsten 60 pct. i fjor. Til 1,5 mia. kr., viser et nyt regnskab fra selskabet.
Årsagen er simpel. Netcompany-aktien havde et ekstremt svært 2022.
Da AC NC Holding ejer omkring 10 pct. af aktierne i Netcompany, betød det et underskud efter skat på svimlende 2,1 mia. kr. for André Rogaczewski og Claus Jørgensens fælles firma.
En stribe år med kæmpestore overskud er dermed slut for de to Netcompany-medstiftere. Overskud der har bragt dem op blandt Danmarks rigeste.
De første måneder af i år måtte André Rogaczewski og Claus Jørgensen tilmed se Netcompany-aktien og dermed formuen falde yderligere.
Dog ser bunden ud til at være nået. I hvert fald er aktien steget med omkring 20 pct. de seneste tre måneder.
André Rogaczewski og Claus Jørgensen er henholdsvis adm. direktør og driftsdirektør i Netcompany, som de grundlagde for over 20 år siden.
Den tredje medstifter Carsten Gomard er ikke længere aktiv i ledelsen af Netcompany.
Rogaczewski, Jørgensen og Gomard solgte i december 2015 Netcompany til den norske kapitalfond FSN Capital for 1,1 mia. kr.
Kapitalfonden købte omkring halvdelen af aktierne i Netcompany, mens de tre hidtidige ejere beholdt resten af aktierne.
Det var i øvrigt anden gang, at André Rogaczewski og de to partnere havde solgt Netcompany. I 2006 købte kapitalfonden Axcel virksomheden, men fem år senere blev den solgt tilbage til de tidligere ejere, altså André Rogaczewski, Carsten Gomard og Claus Jørgensen.
I juni 2018 blev Netcompany så børsnoteret med en markedsværdi på 7,75 mia. kr. Nu er Netcompany knap 15 mia. kr. værd.


