Overrasket mæglerkæde: »Her eksploderede salget af huse i maj«
Salgstallene for villaer i hovedstadsområdet satte rekord i maj - den vending kan være en strømpil for resten af landet.
Var det vendingen på markedet for huse? Sådan spørger mæglerkæden EDC sig selv efter et rekordstort salg af villaer i hovedstadsområdet i maj.
Når spørgsmålet i det hele taget er relevant, så skyldes det, at salget af villaer i hovedstadsområdet - dvs. København, Københavns omegn og Nordsjælland - bød på 61 pct. flere salg i maj i forhold til maj sidste år.
Selv i forhold til maj 2021, der var alle tiders rekordår for boligsalg, var der i maj i år tale om et bedre salg af villaer i hovedstadsområdet.
»Hovedstadsområdet er altid interessant at følge, fordi det netop er her, enhver vending i markedet sker både først og kraftigst. Det er derfor særligt spændende, at vi nu ser så signifikant fremgang i salget lige præcis her. Det kan være en strømpil for, hvordan resten af boligmarkedet vil udvikle sig de kommende måneder,« skriver EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann i en pressemeddelelse fra mæglerkæden.
De høje salgstal sker efter et år med usikkerhed, højere renter og høje energipriser. Tilsammen medførte det en betydelig afmatning af boligmarkedet. Altså indtil maj.
For resten af landet ses fortsat et salg under maj sidste år, bortset fra resten af Sjælland og Syd- og Sønderjylland, hvor der er en fremgang på henholdsvis 8 pct. og 19 pct.
Samlet set ender vi med et villasalg, der er tre pct. bedre end samme måned sidste år, skriver EDC.
»Man skal altid passe på med at lægge alt for meget i en enkelt måneds tal, men udviklingen her er dog så markant, at den er værd at bemærke, ligesom datamængden er stor nok til, at tendensen ikke bare kan afvises som statistisk tilfældighed,« siger Jan Nordmann.
For ejerlejlighedernes vedkommende viser EDC’s salgstal ikke samme mønster. Her er salget fortsat under sidste års niveau, idet der er solgt 14 pct. færre lejligheder i maj i år.
Tallene er baseret på EDC’s bolighandler i maj 2023, der i alt omfatter 1.461 ejendomme

