Fortsæt til indhold

Andel Energis direktør fratræder

Andel-direktør Ole Vestergaard fratræder, oplyser energiselskabet. Ifølge direktøren er det udslag af uenighed om strategi og fremtiden for Andel Energi. (opdateret)

Andel-direktør, Ole Vestergaard. Foto: Andel Energi
Erhverv
Artiklen opdateres

Opdateret med kommentar fra Ole Vestergaard.

Der skal skiftes ud i toppen af Andel Energi.

Det oplyser datterselskabet i energi- og fiberkoncernen Andel i en pressemeddelelse. I meddelelsen oplyser selskabet, at man ønsker en anden ledelsesprofil.

»Vi har de seneste år gennemført en omfattende strategisk fokusering af vores kommercielle energisalg med det formål at sikre en solid resultatudvikling og en stærk værdiskabelse inden for vores kundeløsninger i Andel Energi,« siger Andels adm. direktør, Jesper Hjulmand.

Andel Energis opgave i Andel-koncernen er det kunderettede salg af energi til 1,2 mio. privat- og erhvervskunder. Det var en bekostelig affære i 2022, hvor Andel Energi var pletten på et ellers funklende Andel-regnskab med et overskud på hele fire mia. kr. efter skat.

Milliarderne kom dog mestendels fra Andels majoritetsejerskab i energikøbmanden Energi Danmark, som kom ud af året med et overskud på hele 8,9 mia. kroner. Andel Energi trak i den anden retning og gav i 2022 Andel-koncernen et underskud på 342 mio kroner.

Årsagen til underskuddet var ifølge Andel afdækning af el på børserne i et marked, hvor priserne stak af.

»Dette tab understreger, at ingen privatkunder, trods ekstraordinære høje energipriser, har betalt overpris,« sagde Jesper Hjulmand i årsregnskabet.

Igennem 2022 oplevede Andel Energi ifølge moderkoncernen et historisk stort pres på sin kundeservice, hvilket afledte flere negative historier i medierne, da frustrerede energikunder oplevede, at telefonen ikke blev taget, når der blev ringet ind.

Radio4 ringede ind flere gange i starten af 2023 og oplevede timelang ventetid. Flere gange oplevede radiostationen desuden, at der var fuldstændig lukket for nye henvendelser til kundeservice, mens ventetiden i et enkelt tilfælde var på fire timer og 50 minutter.

»Der er ingen tvivl om, at vi ikke synes, det er fedt, der skal være så lang ventetid,« sagde presseansvarlig for Andel Energi, Rasmus Avnskjold, dengang til radiostationen.

Ole Vestergaard har været adm. direktør i Andel Energi siden september 2020. Frem til maj 2022 hed selskabet dog Seas-NVE Strømmen. Han har været en del af Andels ledelse siden 2010 og bekræfter overfor Finans, at han fratræder sin stilling.

»Samarbejdet er ophørt på baggrund af en uenighed om strategi og tilgang til Andel Energi,« siger Ole Vestergaard.

»På et personligt plan kan jeg være ærgerlig over det. Vi har været på en sindssyg rejse fra at være et regionalt selskab til landets største selskab, som skal føres gennem en energikrise. Der synes jeg personligt, at jeg har mere at byde på, og det kommer jeg nu til at fokusere på i en anden kontekst.«

Der har været uforholdsvis stort fokus på Andel i løbet af 2023, efter Finans i marts kunne afsløre, at tre ledende medarbejdere i Energi Danmark havde optjent bonusser på op til 300 mio. kr. efter et ekstraordinært godt resultat. Kort tid forinden havde topchef gennem to årtier i Energi Danmark, Jørgen Holm Westergaard, forladt Energi Danmark. Senere kunne Finans afsløre, at det skete efter uenighed om topchefens egen bonus.

Efter Finans’ afsløringer har Andel meddelt, at man anser bonusaftalerne med medarbejder for at være ugyldige, og at beløbene ikke vil blive udbetalt. En udmelding som har fået medarbejderne til at varsle, at man i så fald vil gå rettens vej for at få bonusserne udbetalt.

Andel Energi oplyser til Finans, at Ole Vestergaards fratrædelsen ikke har noget at gøre med Finans’ afsløringer af forhold i Energi Danmark, men har derudover ingen yderligere kommentarer. Samme budskab lyder fra Ole Vestergaard.

»Der har været mange sager i sektoren om fængslinger og bonusordninger. Tages det ud af sammenhæng kan det i forkerte hænder godt kobles sammen med, at jeg stopper som CEO for Andel Energi. Det skal det ikke, for der er ingen sammenhæng,« siger han.

Andel oplyser i pressemeddelelsen, at man nu vil påbegynde processen med at finde en ny direktør for Andel Energi.

Artiklens emner
Vedvarende energi
Andel Energi