Energikrise giver oliegiganter comeback på prestigefyldt liste
Medicinalindustrien vokser fortsat, oliegiganterne skovler penge ind, mens der aldrig har været flere kvinder og sorte topchefer for bordenden af de største selskaber. Årets Fortune-500 liste tager temperaturen på amerikansk erhvervsliv.
Der er ikke noget som en krise, der kan sætte makrotendenser på pause.
Således også i 2022 hvor krig i Ukraine og inflation var de primære årsager bag en energikrise, som medførte rekordhøje energipriser for forbrugerne og rekordhøje profitter for selskaberne.
Det betyder, at oliegiganterne er tilbage i den absolutte top på den prestigefyldte Fortune 500-liste over største amerikanske virksomheder, som netop er blevet udgivet.
Efter at være raslet ned af listen år efter år, er der nemlig i år blevet plads til hele 10 olieselskaber på listen, som sammensættes på baggrund af omsætning. Samtidig leder olieindustrien an, når det gælder udbytte til ejerne, oplyser Fortune.
2022 illustrerede, at der stadig er store penge i det sorte guld. Halvdelen af de ti selskaber på listen med den højeste profitmargin er nemlig oliegiganter. Sidste år var det bedst præsterende olieselskab på listen indenfor den kategori helt nede på en 73. plads. Det er derfor næppe nogen overdrivelse at sige, at 2022 gav den amerikanske olieindustri et comeback af de helt store.
Ikke mindst på baggrund af den enorme vækst i olieindustrien er energisektoren derfor nu den industri sammen med tech, som er repræsenteret af flest selskaber på listen. Sådan kommer det næppe til at blive ved med at være.
Fortunes chefredaktør, Alyson Shontell, påpeger nemlig, at trods bølgeskvulp i den globale økonomi fortsatte sundhedsindustrien sin rejse mod at blive USA’s største sektor. I 1995 var der ikke så meget som et selskab indenfor sundhed i top 25 på listen. I dag er der otte, fremhæver hun. I samme periode er sundhedsindustrien gået fra at være den 13. største til den andenstørste målt på omsætning.
Det højest rangerende medicinalselskab på listen, apotekerkæden CVS, har Karen Lynch som topchef, som er den højest rangerede kvindelige topchef. Alyson Shontell fremhæver hende for at sætte fokus på, at årets liste ligeledes sætter rekord for flest kvindelige og i øvrigt også sorte topchefer for bordenden af USAs 500 største selskaber, om end tallet på henholdsvis 52 og otte stadig lader meget tilbage at ønske.
I toppen af den prestigefyldte liste er der til gengæld ikke noget nyt. Detailgiganten Walmart omsætter for 11. år i træk mere end noget andet amerikansk selskab, mens techgiganten Apple igen tjener mest i kroner og øre.



