Fortsæt til indhold

Tv-værten Martha Stewart: Drop hjemmearbejdet, ellers bliver USA skyllet ud i kloakken

Den amerikanske tv-vært, debattør og mediepersonlighed Martha Stewart stemmer nu i koret af folk, der mener hjemmearbejde hører fortiden til.

Martha Stewart er ikke fan af hjemmearbejde. (Photo by Evan Agostini/Invision/AP)
Erhverv

Først var det yt, så blev det nødvendigt, så var det in, og nu er det så måske ved at blive yt igen.

Hjemmearbejde skiller i stigende grad vandene, efter at det mange steder er blevet en integreret del af jobkulturen siden coronapandemien.

Det gælder ikke mindst i USA, hvor debatten gennem de seneste måneder er steget i intensitet i kraft af, at flere topchefer har ytret sig endog særdeles kritisk over for hjemmearbejde.

Nu blander en af USA´s markante skikkelser sig i debatten i form af tv-personligheden og modemilliardæren Martha Stewart. I et interview med magasinet Footwear News langer Stewart hårdt ud efter hjemmearbejdet, som, hun mener, kan resultere i, at det amerikanske samfund og økonomien kan blive skyllet ud i kloakken, hvis ikke folk vender tilbage til kontorene fuld tid. Det skriver CNN Business.

»Folk kan umuligt nå deres arbejde ordentligt, hvis de kun er på kontoret tre dage om ugen,« tordner hun og fortæller, at hun er på en mission for at få afskaffet hjemmearbejde.

Iværksætteren sammenligner USA med Frankrig, som hun mener er et eksempel på et land, der ikke fungerer særlig godt - bl.a. på grund af dets arbejdskultur og spørger retorisk i den sammenhæng:

»Skal USA ryge ned i afløbet, fordi folk ikke gider komme tilbage på arbejde?«

Martha Stewart er langt fra den eneste erhvervspersonlighed i USA, der de seneste måneder har agiteret kraftigt for at få amerikanerne tilbage på arbejdspladserne og droppe hjemmekontorerne.

Tesla-boss og Twitter-ejer Elon Musk har tidligere dekreret, at Teslas medarbejdere skal være på kontoret mindst 40 timer om ugen.

Han har samtidig udtalt, at hjemmearbejde er moralsk forkert, og at folk, der mener hjemmearbejde fungerer, lever i ”la-la-land”.

»Folk skal komme ned fra deres forbandede moralske høje hest med deres ”arbejd-hjemmefra-vrøvl”,« buldrede han så sent som i maj måned ifølge The Mint.

Også topchefer i flere amerikanske storbanker såsom Goldman Sachs og JP Morgan har ytret sig skeptisk overfor hjemmearbejde efter coronapandemiens nedlukninger.