Fortsæt til indhold

Restaurantkæden Pincho Nation fortsætter ekspansionsplanerne efter »hårdt år«

Målet er at have 20 restauranter i Danmark indenfor de næste 7 år, fortæller adm. direktør Flemming Christophersen.

Restaurantkæden Pincho Nation fortsætter med udvidelsesplanerne og åbner to nye restauranter i løbet af 2023. Foto: PR
Erhverv

Restaurantkæden Pincho Nation fortsætter sine udvidelsesplaner og leverer for andet år i træk sorte tal på bundlinjen.

Ifølge kædens nyligt aflagte regnskab tjente Pincho Nation 1,7 mio. kr. efter skat i 2022, hvilket er en smule mindre end i året forinden. Ifølge direktøren var det dog forventeligt efter et år med stigende priser, samt kædens investeringer i nye restauranter.

»Som du sikkert har hørt og læst andre sige, så har det selvfølgelig været et hårdt år i forhold til alt det her med fødevarepriser og energipriser. Det er vi jo selvfølgelig også ramt af,« siger Flemming Christophersen, medejer og adm. direktør i Pincho Nation.

Kæden kom til Danmark i 2018 og har i alt fire restauranter, hvoraf to ligger i København, en i Randers og en i Aalborg. I det nyaflagte regnskab ses det også, at kæden har en egenkapital på minus 5 mio. kr., hvilket dog er en forbedring fra sidste år.

»Vi har jo haft store vækstplaner både sidste år, i år og i de kommende år, og det koster noget at udvide. Set i det lys, er vi rigtig tilfredse med at komme ud med et plus, selvom det er en anelse dårligere end i 2021,« siger direktøren.

Pincho Nation er oprindeligt en svensk kæde, og markedsfører sig på et unikt og festligt restaurantkoncept, hvor mad og drikke udelukkende bestilles via en app. Restauranten serverer mindre retter i fire, snart fem, restauranter med cirkusinspireret indretning landet over.

Inden længe åbner kæden en restaurant i Aarhus på omkring 700 kvadratmeter, som derved også bliver den hidtil største i Danmark. Den vil foruden restauranten indeholde loungeområde og selskabslokale, hvilket ifølge direktøren har været efterspurgt at kunderne.

Den nye restaurant åbner dørene i sensommeren, og til efteråret vil man ifølge direktøren yderligere åbne på en lokation i Odense, som størrelsesmæssigt kommer til at minde om den i Aarhus.

Sidste år fortalte Flemming Christophersen til Watchmedier, at kæden har planer om at have 20 restauranter landet over inden for de næste 7-8 år.

Når I det mål, eller må I justere, tror du?

»Jeg justerer ikke noget, før det bliver aktuelt, « siger Flemming Christophersen og fortæller, at flere ting spiller ind, når der skal åbnes nye restauranter. Herunder at finde de rette lokaler til restauranterne, hvilket kan tage tid.

I Sverige, hvor kæden stammer fra, er over 50 ud af de 65 Pincho Nation-restauranter drevet som franchise. I Danmark er kun restauranten i Randers drevet som franchise, hvor den lokale iværksætter Tommy Refshøj er indehaver. Ifølge Flemming Christophersen er han »allerede på udkig i en ny jysk by« med henblik på at åbne endnu en restaurant.

Begge de nye restauranter i henholdsvis Aarhus og Odense vil ikke blive drevet som franchises. Ifølge direktøren er det med intentionen om at udbrede konceptet og derved skabe større interesse for at åbne en Pincho Nation-restaurant som franchise.

»Det gør vi fordi, franchise-markedet i Danmark ikke er så stærkt som det f. eks er i Sverige,« siger Flemming Christophersen.

Der findes i alt 75 restauranter under brandet over hele Norden, delvist drevet som franchise. Hovedparten ligger i Sverige.

Artiklens emner
Hotel og restaurant
Pincho Nation