Fortsæt til indhold

Godt nyt: Inflationen aftager for syvende måned i træk

Infaltionen er nu det laveste siden efteråret 2021. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Arkivfoto: Miriam Dalsgaard
Erhverv

For første gang i 20 måneder er inflationen faldet til under 3 pct.

I maj faldt inflationen til 2,9 pct. fra 5,3 pct. i april, og derved kan danskerne formentligt se frem til mindre prisstigninger på bl.a. dagligvarer og energi. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Her fremgår det, at det især er faldende priser på elektricitet og brændstof, der har fået inflationen til at falde for syvende måned i træk.

»Det er rigtig positivt, at inflationen fortsætter med at falde, og at vi nu ser den laveste inflation siden efteråret 2021. Samtidig er priserne nu også lidt lavere end måneden før, og dermed er det store pres på forbrugere og virksomheder ved at give sig en smule, selv om det stadig kun er i beskeden grad,« siger Mette Hørdum Larsen, cheføkonom hos Lederne, i en kommentar.

Varer er i gennemsnit steget 1,1 pct. det seneste år, hvilket især skyldes prisstigninger på fødevarer.

I oktober sidste år ramte inflationen sin top på over 10 pct.

Tallene viser, at det er elektricitet, brændstof og leje af sommerhus, som var de tre største biddragsydere til den aftagende inflation.

Fødevarer, huselje og hotelovernatninger er omvendt fortsat med til at holde inflationen høj.

Ifølge Arbejdernes Landsbank gør inflationen det stadig omkring 15.000 kr. dyrere for en gennemsnitlig dansk børnefamilie om året, selvom priserne er faldet mærkbart de seneste måneder. Derfor er det ifølge økonomerne også glædeligt, at inflationen fortsætter ned.

Brian Friis Helmer, privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, forventer, at både inflationen og kerneinflationen, der er inflationen renset for energi og uforarbejdede fødevarer, vil fortsætte med at falde resten af året.

»Mange ting peger ned, og vi ser det som sandsynligt, at fødevarepriserne kan falde på et tidspunkt. De globale fødevarepriser er markant lavere end for et år siden, og det kan gøre det billigere at handle ind igen. Samtidig er energipriser, råvarepriser og fragtrater faldet mærkbart. Hertil vil inflationen æde sig selv i takt med, at sidste års meget kraftige prisstigninger falder ud af opgørelsen, da inflation er målt ved priser i dag i forhold til året før,« skriver han i en kommentar.

Kerneinflationen faldet fra 6,1 pct. i april til 5,0 pct. i maj i år.

Faldet i kerneinflationen skyldes særligt, at møbler og nye biler trækker mindre op i kerneinflationen i maj i forhold til sidste måned.

Artiklens emner
Økonomiske nøgletal
Inflation