Midt i tørken er der udsolgt af vandingsanlæg
De danske landmænd må vande i døgndrift, men forhandlerne af vandingsanlæg melder om tomme hylder.
På trods af pletvise byger torsdag er Danmark stadig ramt af tørke.
Det går udover græsset i baghaven, men i særdeleshed landmændene, der må ty til kunstvanding af deres marker. Der er bare et problem: efterspørgslen på vandingsanlæg er nu så stor, at forhandlerne er ved at have udsolgt.
I et interview med Tekniq Arbejdsgiverne, fortæller Fasterholt Maskinfabrik i Brande, at virksomheden har svært ved at følge med behovet for vandingsanlæg til markerne.
»Vi har usædvanligt mange danske landmænd i røret, som lige nu og her oplever et stort behov for at kunne vande efter mange uger herhjemme uden regn. Men det er for sent at komme til os nu. Vi må skuffe dem med, at vi ikke har flere maskiner på lager til de store arealer«, siger adm. direktør Rikke Kjær Pedersen, til Tekniq arbejdsgiverne.
Fasterholt Maskinfabrik er Skandinaviens førende producent af vandingsmaskiner, og har nu ordrebøgerne fyldte helt ind i 2024, skriver Tekniq Arbejdsgiverne.
Virksomheden Scanregn, der ligger i Grindsted og er forhandler af bl.a. vandingsanlæg, kan godt genkende problematikken.
Virksomheden er dog mindre ramt, da den ikke selv producerer anlæg, men i stedet køber ind fra producenter i både Danmark og udland. De har dog mange produkter i restordre, fortæller direktør Claus Villekjær.
Sektordirektør for Planter i Landbrug & Fødevarer, Peter Nyegaard Nissen, har ikke hørt specifikt om landmænd, der har problemer med at skaffe vandingsanlæg, men fortæller at »det nok er svært at finde en vandingsmaskine, der ikke kører for fuld tryk lige nu«.
Hvis man mangler vandingsmaskiner, må landmanden ultimativt prioritere mellem sine afgrøder, og i sidste ende vil høsten blive mindre end forventet, siger han.
»Der er nok ikke nogen, der har maskineri til at vande alle deres markarealer, så det er altid en prioritering af, hvor man mest brug for vandet henne, og hvor det kan betale sig,« fortæller han.
Derudover er vanding i døgndrift en stor udgift.
»Langt hen ad vejen er vandingsmaskiner selvkørende, men de skal stadigvæk flyttes manuelt efter en rum tid. Det er ret arbejdskrævende,« siger Peter Nyegaard Nissen.
Solen og vinden betyder ligeledes, at meget af vandet fordamper i varmen, inden det overhovedet når ned til afgrødernes rødder. Og så kan en stor del af landbrugsarealer slet ikke vandes - enten på grund af manglende tilladelse eller mulighed for at tilgå vand.
Normalvis vander man eksempelvis mere i Vestjylland, hvor den sandede jord fungerer ligesom en si. Den type jord har et større behov for at blive vandet, end den lerholdige jord, på f. eks Sjælland og i Østjylland, der fungerer ligesom en svamp, forklarer Peter Nyegaard Nissen.
»Men alle der kan vande, vander nu - og selv de lerholdige jorde tørster efter vand nu,« siger sektordirektøren.
Torsdag har regeringen iværksat en tørkeplan for landbruget, der blandt andet skal give kommunerne mulighed for at udstede vandingstilladelser hurtigere. Det er noget interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer har appelleret til kommunerne for.
»Afgrøderne har svært ved at vente på for meget skrivebordsarbejde og lange sagsbehandlingstider,« siger Peter Nyegaard Nissen.


