Fortsæt til indhold

361 ansatte hos nordjysk energikøbmand fik hver især 2 mio. kr. i gennemsnitlig årsløn

Det er ikke kun ejerne, som nyder godt af energikøbmændenes ekstraordinære profitter. Hos Aalborg-baserede Centrica Energy blev lønnen fordoblet i 2022,

Centrica Energy Trading har 361 ansatte, som i gennemsnit har fået en årsløn på 1,9 mio. kr. hver især.
Erhverv

2022 har været gyldne tider for de danske energihandlere, der har scoret det ene milliardoverskud efter det andet.

De mange rekordresultater forgylder dog ikke kun ejerne, men også de ansatte. Det viser senest Aalborg-baserede Centrica Energy Tradings regnskab.

Her fremgår det, at man i 2022 brugte 692 mio. kr. på lønudgifter fordelt på gennemsnitligt 361 medarbejdere. Det svarer til en årsløn på 1,9 mio. kr. for alle lige fra traderen til regnskabs- og IT-medarbejderen hos energihandelsselskabet.

Der er tale om et gevaldigt lønhop. De seneste tre år har Centrica Energy Trading kunnet præsentere rekordregnskaber, men i 2021 var den gennemsnitlige årsløn i selskabet 950.000 kr., mens den i 2020 var på 890.000 kroner.

Man tjener generelt en god hyre som energihandler i Aalborg. Tidligere på året stillede Norlys’ topchef Niels Duedahl og chef for stakeholder relations, Ulf Lund, op til interview om Aalborg-baserede Norlys Energy Tradings bonusser. De fortalte, at gennemsnitslønnen for 2022 ville ligge på »lige over 2 mio. kr. per medarbejder.«

»Er 2 mio. kr. mange penge i gennemsnitsløn? Ja, det er det. Men det er ikke skandaløst, og det er ikke unaturligt i et år, hvor indtjeningen har været så stærk, som den har været,« udtalte Norlys-toppen til Finans.

Norlys Energy Trading havde dog kun halvt så mange medarbejdere som Centrica Energy Trading i 2022.

Indtil videre har den nystartede energihandler Nitor Energy i Aarhus været mest rundhåndet med lønkronerne. Her fremgik det af årsregnskabet, at selskabets 31 ansatte i 2022 i gennemsnit modtog en årsløn på 11,8 mio. kroner.

I et interview med Finans udtalte adm. direktør og medejer, Simon Birch Hansen, at selskabet opererer med bonus både med og uden loft.

»Lønsummen afspejler vores ekstraordinære resultat og er en funktion af vores filosofi om, at medarbejdere bør have en del af hele den succes, som de har været med til at skabe,« sagde Simon Birch Hansen til Finans.

Der har været stor diskussion om aflønningen iblandt danske energihandlere, efter at Finans kunne afsløre, at bonusser uden loft i de andelsejede selskaber Norlys Energy Trading og Energi Danmark var steget voldsomt i tandem med selskabernes indtjening. Finans afslørede bl.a., at tre energihandlere i Energi Danmark havde optjent bonus på henholdsvis omkring 250 mio. kr. og 300 mio. kroner.

Energi Danmarks majoritetsejer, Andel, har siden kaldt bonusaftalerne ulovlige for derefter at suspendere og senere afskedige de tre tradere. Nu varsler energihandlerne et retsligt opgør for at få deres bonus.

Centrica Energy Trading vil ikke stille op til interview med Finans, men har i, hvad selskabet siger vil være det eneste interview om rekordregnskabet, udtalt følgende til Børsen om det store fokus på bonusser.

»Jeg har selv været i snart 17 år i den her branche, og jeg var lige så overrasket over at læse om de bonusaftaler som mine forældre, da de så avisforsiderne. Vi skal lade være med at gøre det til en norm for hele branchen,« siger Kristian Gjerløv-Juel, kommerciel direktør i Centrica Energy Trading, til Børsen.

Han vil dog ikke oplyse, hvor højt loftet er sat.

Foruden bonus og aflønning har Centrica Energy Trading et medarbejderaktieprogram forbeholdt særlige medarbejdere. I 2021 blev der ikke tildelt nogen aktier, mens der i 2022 blev tildelt aktier til medarbejdere for knap 20 mio. kroner.

Artiklens emner
Vedvarende energi