Fortsæt til indhold

Romeo og Julie-stjerner taber sag mod Paramount over nøgenscener

Skuespillerne fra en 55 år gammel Romeo og Julie-film lagde tidligere på året sag an mod produktionsselskabet bag efter det, de selv beskrev som seksuel udnyttelse af mindreårige.

Olivia Hussey og Leonard Whiting var hhv. 15 og 16 år, da Romeo og Julie blev filmet. Foto: AP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Der var ikke tale om overgreb eller seksuel udnyttelse, da produktionsselskabet Paramount tilbage i 1968 indspillede filmen Romeo og Julie.

Det har selskabet netop fået rettens ord for.

Sådan skriver flere internationale medier, herunder The Guardian.

Der var ellers lagt i kakkelovnen til noget af et retsligt opgør mellem Paramount og de to hovedroller i filmen, Olivia Hussey og Leonard Whiting.

Tilbage i januar meldte skuespillerne, der i dag er hhv. 71 og 72 år gamle, ud, at man vill sagsøge produktionsselskabet for mere end 3,5 mia. kr.

Årsagen til dette var, at skuespillerne, efter eget udsagn, angiveligt blev tvunget til at lave nøgenscener i filmen på trods af deres unge alder på hhv. 15 og 16 år.

Ifølge skuespillerne fik de at vide inden optagelserne af filmen, at der ikke ville være nøgenscener involveret, men at de ville få udleveret hudfarvet undertøj til de scener, hvor det skulle fremstå sådan.

Instruktør Franco Zeffirelli, der døde i 2019, skulle efterfølgende have presset stjernerne til alligevel at udføre scenerne nøgne.

Efterfølgende blev skuespillerne lovet, at kameraerne ville blive vinklet, så man ikke kunne se noget reel nøgenhed i den færdige film, men også dette løfte blev brudt.

Noget, som Paramount pure nægter.

En dommer i Californien afgjorde i slutningen af maj imidlertid, at filmen ikke indeholder billeder af overgreb på børn, og afviser samtidig sagen på baggrund af en teknisk fejl - nemlig at Olivia Hussey og Leonard Whiting ikke har fulgt de korrekte regler for forlængelse af forældelsesretten på sager som disse.

»Vi har ventet 55 år på retfærdighed. Vi bliver åbenbart nødt til at vente lidt længere endnu,« skriver skuespillerne i en fælles udtalelse.

Men de giver ikke op. Ifølge deres advokat, Solomon Gressen, vil man nu forsøge sig med et føderalt søgsmål på baggrund af en genudgivelse af Romeo og Julie i 2023.

Olivia Hussey og Leonard Whiting er i dag hhv. 71 og 72 år gamle. Foto: Chris Delmas/AFP/Ritzau Scanpix
Artiklens emner
MeToo
Film og tv-branchen