Dansk medicoselskab går konkurs efter russiske sanktioner
Russiske forbindelser har haft store konsekvenser for danske DDD-Diagnostic.
De sanktioner, som EU har udstedt mod Rusland efter udbruddet af krigen i Ukraine, har ikke kun konsekvenser for russiske virksomheder og statsborgere.
Det danske medicoselskab DDD-Diagnostic, der længe har været i økonomiske problemer, er nu gået konkurs med et brag primært som følge af netop sanktionerne.
Det bekræfter selskabets kurator Anders Hammer Hansen.
»Det er selvfølgelig en del af det. Konkursen trækker i princippet tråde tilbage til coronakrisen, hvor skiftet i sundhedsmæssige prioriteringer gik ud over salget. Og så har det været vanskeligt efterfølgende at få tilvejebragt kapital fra ejerne,« forklarer han
DDD-Diagnostic er nemlig ejet af den russiske milliardær Yevgeny Tugolukov, som på grund af sanktionerne ikke har fået lov at tilføre penge til det kriseramte selskab.
Salget er også blevet påvirket negativt af, at selskabet har russiske ejere, tilføjer Anders Hammer Hansen.
DDD-Diagnostics primære forretning består i at udvikle gamma-kamerasystemer til bl.a. hospitaler rundt om i verden og har i mange år haft tocifrede millionunderskud. I 2021 ramte selskabet imidlertid en negativ egenkapital.
Man har dog indtil videre holdt hovedet oven vande ved hjælp af mellemfinansieringer fra store kunder som bl.a. Siemens, har Michael Gustav Brock, adm. direktør i DDD-Diagnostic, tidligere fortalt til Medwatch.
Men nu går den ikke længere.
Planen er derfor, i kølvandet på konkursen, at få solgt hele boet og drive virksomheden videre. Men om det kan lade sig gøre, er stadig uvist.
»Det er jo et nichemarked og de aktører, der er, er internationale spillere. Det er ikke noget man gør fra den ene dag til den anden. Vi er i dialog med forskellige, men om det lykkedes, eller om det bliver et salg af stumperne - det er for tidligt at sige endnu,« afslutter Anders Hammer Hansen.

