Fortsæt til indhold

Lunken modtagelse sender Carlsbergs grønne prestigeprojekt til tælling

Carlsberg dropper den grønne emballagesensation kaldet snap pack i Danmark. Løsningen skulle slanke forbruget af plastik med op til 150 tons om året.

Carlsbergs grønne emballagesensation, snap pack, dukkede op på det danske marked i 2019. Men løsningen har aldrig formået at vinde indpas hos forbrugerne. Foto: Carlsberg
Erhverv

Det skortede ikke på lovprisninger, da Carlsberg-topchef Cees ’t Hart i efteråret 2018 præsenterede resultatet af tre års forskning i form af en grøn emballageløsning kaldet snap pack.

»Det er en vigtig dag for Carlsberg. Vi arbejder benhårdt på at levere på vores høje ambitionsniveau på bæredygtighedsområdet og bidrage til at tackle klimaforandringerne,« lød det fra hollandskfødte Cees ’t Hart i forbindelse med præsentationen af verdenssensationen.

Støttet af WWF Verdensnaturfonden og miljøorganisationen Plastic Change havde bryggerigigantens topledelse bl.a. travlt med at få budskabet ud over rampen om, at snap pack-løsningen er sat i verden for at »gøre en forskel for forbrugerne og klimaet«.

Vi har derfor besluttet at stoppe pilotprojektet i Danmark og i stedet gå tilbage til vores velkendte emballage, som i dag består af 100 pct. genanvendeligt plastikomslag.
Simon Boas Hoffmeyer, global direktør i bæredygtighed i Carlsberg

Danskerne deler imidlertid ikke Carlsberg-ledelsens begejstring over idéen om at lime øldåser sammen. Derfor tvinges bryggerigiganten nu til at droppe den revolutionerende satsning på det danske marked.

»Mens løsning har vist sig at være en succes i England, hvor 65 pct. af vores fire- og seks-styks emballager fra vores bryggeri i Northampton i 2022 var snap packs, har modtagelsen i Danmark været mere lunken,« skriver Simon Boas Hoffmeyer, global direktør for bæredygtighed i Carlsberg, i en mail til Finans.

Selv om løsningen har været på det danske marked i mere end fire år, kalder Carlsberg fortsat den storstilede satsning for et pilotprojekt.

»Vi har derfor besluttet at stoppe pilotprojektet i Danmark og i stedet gå tilbage til vores velkendte emballage, som i dag består af 100 pct. genanvendt plastikomslag,« siger Simon Boas Hoffmeyer.

Snap pack blev lanceret på det danske marked i januar 2019 med et mål om reducere Carlsbergs årlige plastikforbrug i Danmark med 150 tons.

På en telekonference fire måneder efter lanceringen slog topchef Cees ’t Hart fast, at den unikke løsning havde været med til at øge sixpack-salget med 19 pct. Men samtidig erkendte topchefen, at den nye limløsning udfordrede forbrugerne.

»Der har været lidt snak om, hvordan »man« snapper rigtigt, så vi skruer nok lidt op for kommunikationen omkring det, for det er virkelig let, og vi skal nok få det forklaret,« forsikrede Cees ’t Hart på telekonferencen.

I dag kalder Simon Boas Hoffmeyer det ærgerligt, at bryggerikæmpens hjemmemarked ikke deler begejstringen over multipack-løsningen.

Alligevel er udviklingsmillionerne på ingen måde spildt, da snap pack-løsningen fortsætter på andre markeder, lyder det.

»Hvis vi aldrig tør tænke i nye innovative baner, kommer vi heller ikke i mål med en lavere miljøpåvirkning,« siger Simon Boas Hoffmeyer.

Den overraskende snap pack-dukkert på det danske marked har da heller ikke skræmt Carlsberg-ledelsen fra at kaste sig ud i nye, grønne emballageeventyr.

»Vi har f.eks. introduceret 100 pct. genanvendt materiale i vores plastikomslag, og sidste år præsenterede vi vores fiberflaske, der er verdens første 100 pct. biobaserede ølflaske – i første omgang også i en test, mens vi venter på udviklingen af de materialer og den værdikæde, der kan muliggøre en større produktion,« lyder det fra Carlsbergs globale bæredygtighedsdirektør.

I forbindelse med snap pack-lanceringen i 2018 oplyste Carlsberg det årlige salg af sixpacks i Danmark til omkring 26 millioner.