Mærsk-famillien vil brede sig på Esplanaden
Hovedkvarteret i det centrale Købehavn skal udvides. Men ikke alle er med på den idé, skriver Berlingske.
Det kendte domicil, der huser Mærsk-koncernen, har vokseværk og kan snart få endnu mere plads at boltre sig på.
Det skriver Berlingske.
A.P. Møller-Holdering arbejder nemlig, ifølge avisen, på at købe og afskære offentligheden fra et mindre område på små 800 kvm. foran det ikoniske hovedkvarter, der ligger ved Toldboden og Kastellet i København.
Det er dog ikke så ligetil. For på grund af en gammel aftale fra 1800 og hvidkål har Københavns Kommune brugsret over den lille lomme, der desuden er ejet af Forsvaret. Aftalen løber frem til 2044, og derfor skal kommunen nikke ja til familiens planer, der inkluderer, at området på de få kvadratmeter skal bruges til faciliteter til virksomhedens medarbejdere.
Men der er på nuværende tidspunkt ikke fuld opbakning til ønsket fra den lyseblå erhvervskæmpe. Hos Enhedslisten er man nemlig ikke meget for at afgive kommunens brugsret over området.
»Det er ikke ønskværdigt, at borgernes adgang til byens rum begrænses. Derfor stiller Enhedslisten et ændringsforslag, som indebærer at den offentlige adgang til arealet fastholdes, selvom vi siger ja til at afgive brugsretten. Jeg håber, at der er opbakning fra udvalget til den løsning, så vi undgår, at endnu en bid af byen bliver utilgængelig,« siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) til Berlingske.
Beslutningen træffes på et udvalgsmøde i kommunen mandag.





