The Bagel Co går konkurs efter hårde år
Man søger nu med lys og lygte efter en køber til konkursboet efter sandwichkæden The Bagel Co.
De massive nedlukninger af restaurationsbranchen under coronakrisen har fået skovlen under en række restauranter og kæder, som alle har det til fælles, at de ikke formåede at få forretningen på ret køl igen efter pandemien.
Det seneste offer for krisen er den 23 år gamle sandwichkæde The Bagel Co, som netop er blevet begæret konkurs.
Det fremgår af et dekret i Statstidende.
Kæden, der specialiserer sig i byg-selv-bagels, åbnede sin første butik i København i år 2000 og blev sidenhen en landsdækkende kæde med i alt seks butikker. Men nu drejer den altså nøglen om.
Med mindre konkursboet kan sælges videre. Og det tror kurator, Jacob Smith, på kan lade sig gøre.
»Der er en håndfuld interesserede allerede, som man er i dialog med og udveksler oplysninger, både indenfor restauration, sandwich, burger, kaffe og til nogle passive investorer, der ikke skal drive det,« udtaler han til Fødevarewatch.
The Bagel Co, der er grundlagt, drevet og ejet af Birthe Guldberg Thygesen, har siden coronakrisens indtog i Danmark haft røde tal på bundlinjen. Senest med et underskud på 243.000 kr. i 2021.
Ifølge Jacob Smith opbyggede kæden så meget gæld under krisen, at det nu ikke er muligt at fortsætte.
Finans har forsøgt at indhente en kommentar fra Birthe Guldberg Thygesen, men indtil videre uden held.
Til BT forklarer hun imidlertid, at hun synes, at udfaldet er ærgerligt, men samtidig uundgåeligt.
»Vi arbejder på en mulig løsning, og under alle omstændigheder kommer jeg tilbage på bagelmarkedet, som har mit hjerte,« udtaler hun til mediet.



