Fortsæt til indhold

Bonus til alle ansatte i Norlys-selskab efter milliardoverskud

Gennemsnitslønnen steg til næsten det tredobbelte i Norlys Energy Trading i 2022. Indtjening overgik alle forventninger.

Norlys Energy Trading med direktør Anders Bauditz i spidsen tjente milliarder på at handle strøm og gas i 2022. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Erhverv

Gennemsnitslønningerne til ansatte i Norlys Energy Trading (NET) tog et gevaldigt hop efter virksomhedens rekordoverskud i 2022 på 4,2 mia. kr. før skat.

Det viser selskabets regnskab efter et år, hvor profitterne blev større, end ledelsen »i sin vildeste fantasi havde forestillet sig«.

Norlys’ topchef Niels Duedahl afslørede allerede i april handelsselskabets svulmende overskud, men først nu er NET klar til at offentliggøre regnskabet, der afslører, at hver af de 121 medarbejdere har fået i gennemsnit 2,9 mio. kr. i løn, bonusser og pension.

Året forinden hed gennemsnitslønnen 1 mio. kr.

Adm. direktør i selskabet Anders Bauditz vil ikke ud med, hvor stort et spænd gennemsnitslønningerne dækker over, men det er en del af historien, at en stribe medarbejdere blev opsagt i efteråret 2022, fordi de ifølge Norlys havde bonusaftaler uden loft, og at disse var ved at stikke helt af.

Medarbejderne fik udbetalt den bonus, de havde optjent, og de blev tilbudt nye aftalevilkår, men Norlys har aldrig ønsket at svare på, hvor store disse bonusser havde vokset sig til.

Det vil Norlys stadig ikke. Anders Bauditz oplyser dog, at alle medarbejdere i virksomheden har fået bonus som følge af det store overskud, og dertil kommer, at en række medarbejdere ejer aktier i selskabet.

Handelsselskabet er ejet af Norlys og Eurowind Energy (som Norlys også ejer en del af), og eftersom Norlys er ejet af 800.000 andelshavere i Jylland, er ejerne altså de samme kunder, som i 2022 måtte betale tårnhøje energiregninger.

»Det er jo ikke os, der har defineret prisen,« siger Anders Bauditz.

»Årsagen til de høje priser er, at man har haft en stor eksponering på russisk gas, som pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden. Vi har handlet og flyttet energi, men det har vi jo ikke gjort med henblik på, at prisen skulle stige. Vi har flyttet den derhen, hvor der var for lidt energi,« siger han.

Milliardoverskuddet er primært skabt på at handle gas i Centraleuropa i andet halvår, og det har været gennem en stram styring af virksomhedens risici, understreger han.

»Vi havde forventet at tjene penge i 2022, men indtjeningen blev nok en faktor 10 i forhold til den oprindelige forretningsplan,« siger han.

Dermed blev Norlys Energy Trading en del af en kreds af otte danske handelsselskaber, der tilsammen har tjent over 53 mia. kr. med samlet 1.400 medarbejdere.

Anders Bauditz afviser, at det er nemt at tjene penge.

»Jeg synes, de danske virksomheder har gjort det rigtig, rigtig godt. De har ansat internationale og superdygtige medarbejdere, som aktivt kommer til Danmark for at handle med energi,« påpeger han.

Ifølge ham har de danske selskaber tidligt opdyrket nogle kompetencer inden for handel med strøm - og senere gas - i et miljø, hvor Danmark har været foregangsland i den grønne omstilling.

»Så det med at have udsving og volatilitet drevet af møller og sol er et marked, vi har været en del af i ganske mange år,« siger han.

Direktøren siger, at han fortryder, at han og resten af branchen ikke har været dygtige nok til tidligt at fortælle politikerne, at energihandel er et håndværk, der kræver meget erfaring.

Resultatet er, at politikerne nu diskuterer både særskat og øget regulering.

Øget regulering kan Norlys godt bakke op om, siger Anders Bauditz. Men det skal ske på EU-niveau og ikke alene i Danmark, understreger han. Særskat er en anden sag:

»Vi skal kunne begå os i Europa, hvor vi er i hård konkurrence om talent og dygtige medarbejdere. Og vi er altså ikke den eneste branche, der har haft et godt år i 2022,« siger han.

Ifølge direktøren er der også de kommende år udsigt til gode forretningsmuligheder. Men 2022 var noget helt særligt, siger han. Han vil ikke ud med konkrete tal for 2023.

»Vi er kommet ok fra start,« siger han.