Fortsæt til indhold

De blev mangemillionærer på at sælge dansk AI-firma

I 2022 blev et dansk AI-firma solgt. Nu viser nye regnskaber, at ejerne blev mangemillionærer på salget.

Stifter af PLX AI, Gelu Sulugiuc (tv.), sammen med sin partner i virksomheden, Nicolai Bjerre Pedersen. Foto: PR.
Erhverv

Det seneste halve år har kunstig intelligens taget verden med storm. Skabt fascination og frygt på samme tid.

Men inden kunstig intelligens var her, der og alle vegne blev et dansk firma med fokus på kunstig intelligens solgt.

Nemlig virksomheden PLX AI, som med sin investorrobot slår verdens nyhedsbureauer på hastighed og derfor blev købt af mediegiganten Thomsom Reuters i august 2022.

Hvad prisen var for handlen mellem PLX AI og Thomson Reuters blev ikke afsløret. Men nye regnskaber fra de to tidligere ejere bag PLX AI giver et særdeles godt fingerpeg.

Gelu Sulugiuc, der ejede 70 pct. af PLX AI før salget, har netop offentliggjort i et regnskab, at gevinsten på salget var 77,7 mio. kr. for ham.

Den anden store medejer Nicolai Bjerre Pedersen har bogført en gevinst på 24,4 mio. kr. for hans ejerandel på 26 pct. af PLX AI.

Altså blev det danske AI-firma solgt for mere end 100 mio. kr.

Journalistuddannede Gelu Sulugiuc vil dog ikke oplyse noget om prisen, da Finans fanger ham over mail.

»Det er ikke muligt for dig at fastslå den faktiske pris for salget af PLX AI til Thomson Reuters (baseret på Gelu Sulugiucs nye regnskab, red.). Jeg kan ikke kommentere yderligere på denne sag,« skriver han i mailen.

Gelu Sulugiuc vil derfor heller ikke svare på, om han er ærgerlig over, at PLX AI blev solgt få måneder før, at hypen og værdiansættelsen på AI stak helt af.

PLX AI’s fokus er at levere lynhurtige nyheder med høj præcision.

PLX AIs platform fungerer i praksis ved konstant at monitorere tusindvis af virksomheder. Når virksomheder udsender pressemeddelelser og andet, der kan påvirke aktierne, indhenter den kunstige intelligens informationen. Dernæst laver den selv informationen om til nyheder.

Det tager typisk under 200 millisekunder, før nyheden er sendt ud. Det har Thomson Reuters nu fået gavn af med opkøbet.

Visionen om at vinde på fart klinger godt med det, PLX AI vil opnå med sin nyhedsplatform. Hastighed og præcision er altafgørende i finansielle nyheder, og det er lige præcis det, PLX AI vil opnå med den kunstige intelligens.

»Investorerne har brug for at få informationen lige så snart, den er offentligt tilgængelig. De har ikke lyst til eller brug for nyheder, der er lavet med 45 sekunders forsinkelse af én, der laver dem manuelt, for så har kurserne allerede ændret sig,« sagde Gelu Sulugiuc i august 2022 i forbindelse med salget til Thomson Reuters.

Artiklens emner
Kunstig intelligens
Thomson Reuters