Fortsæt til indhold

Vestas-aktie falder markant efter problemer hos Siemens Energy

Kvalitetsproblemer hos Siemens kan fredag mærkes på konkurrenten Vestas' aktiekurs.

Flere danske aktier falder fredag morgen. Illustration: Anders Thykier
Erhverv

Når det regner på præsten, drypper det også på degnen.

Det er investeringsøkonom Per Hansens umiddelbare reaktion på Vestas kursfald på ca. 5 pct. fredag morgen.

Vindmølleproducentens største konkurrent, Siemens Energy, har nemlig gennem en længere periode haft store problemer med bl.a. kvaliteten på sine vindmøller.

Det har bl.a. fået aktien til at styrtdykke 36 pct.

Og problemerne får nu også konsekvenser for Vestas - men Per Hansen forventer, at de vil være afmålte.

»En række faktorer peger i den rigtige retning for Vestas – fra og med 2024, hvor højere priser, lavere komponentpriser og meget lavere transportomkostninger går den rigtige vej. I mellemtiden er der masser af støj på linjen og udfordringerne er intakte. Altimens investorerne venter på, at der kommer det ordreboom, som skal få den grønne omstilling til at snurre for alvor,« skriver han i en kommentar til Finans.

Han tilføjer samtidig, at reaktionen på aktiemarkedet fungerer som »en påmindelse om, at 2023 heller ikke bliver et fremragende år.«

Vestas er imidlertid ikke den eneste danske aktie, der er i nedgang fredag morgen.

Også bankaktierne er dalende. Jyske Bank er bl.a. nede med 2,5 pct. efter 20 minutters handel.

Medico-selskabet Novo Nordisk falder også en smule på børsen, men minimalt. Ca. 0,13 pct. Lige nu bliver selskabets diabetes- og vægttabsmedicin Wegovy grundigt undersøgt. Man er nemlig bekymret for, om det kan have alvorlige bivirkninger i form af forhøjet risiko for kræft og selvmordstanker.

Artiklens emner
Aktier
Vestas