Steffen Ebdrup skyder millioner i blødende strandhotel
Det har været nogle hårde år for den kendte advokat og erhvervsmand Steffen Ebdrups strandhotel i Blokhus.
Gennem årene har Steffen Ebdrup og hustruen Marie Louise Thomsen Ebdrup investeret et trecifret millionbeløb i drømmen om at drive strandhotel og restaurant i den nordjyske ferieby Blokhus.
Men det har ikke været uden udfordringer at få op at køre, og da coronakrisen skyllede ind over landet, fik hjertebarnet slag fra flere kanter.
Strandhotellet Blokhus går ud af 2022 med et underskud på knap 1,3 mio. kr. - men det er egentlig rimelig tilfredsstillende, årets udfordringer taget i betragtning.
Sådan skriver ledelsen i det seneste regnskab.
Udfordringerne har nemlig ikke været små. Ikke nok med, at hotellet har været lukket i hele januar måned af 2022 som følge af coronarestriktionerne, så har man også efterfølgende manglet både kokke og tjenere til restauranten.
Derfor har Strandingskroen, der hører til hotellet, været lukket hele sæsonen. Og det har naturligvis givet et hak i indtjeningen.
Dernæst har man tilbagebetalt de kompensationer, der blev udbetalt under coronakrisen, på i alt 341.000 kr., hvilket også er indregnet i årets resultat.
Hotellets egenkapital er imidlertid stadig positiv med 29,7 mio. kr. - dog stærkt hjulpet på vej af en kapitalindsprøjtning på 20 mio. kr. fra ægteparret.
Marie Louise og Steffen Ebdrup, som egentlig er uddannet jurist og stadig er seniorpartner i Holst Advokater, åbnede Strandhotellet i 2017, og siden da er det gået op og ned for forretningen.
Kun to år har hotellet formået at generere overskud, nemlig i allerførste regnskabsår og så igen i 2020, hvor resultatet lød på små 332.000 kr.
Men drømmen lever stadig.
Selvom gælden til moderselskabet for nuværende udgør 1,8 mio. kr., så understreger ledelsen i regnskabet, at man stadig »har til hensigt at understøtte driften i Strandhotellet Blokhus ApS herunder tilføre yderligere likviditet.«


