Mikkeller fordobler underskuddet, men ser lyst på 2023
Holdingselskabet bag Mikkeller-koncernen, der ejer bryggerier og barer i store dele af verden, har haft et historisk stort underskud i 2022. Nu vender vinden, forsikrer topchefen.
Det danske mikrobryggeri og barvirksomhed Mikkeller har siden 2018 kæmpet for at vriste sig fri af en livstruende krise, der har kastet det ene millionunderskud af sig efter det andet, og i 2022 ramte koncernen et nyt foreløbigt lavpunkt med et dundrende rekordunderskud på 107 mio. kr.
Det viser nye regnskabstal fra koncernens holdingselskab, Bjergsø Holding.
Underskuddet er mere end en fordobling af tabet i 2021, der lød på et minus på 52,5 mio. kr.
»Jeg synes, det er forfærdeligt, for jeg vil gerne være en, der både laver nogle produkter og oplevelser, som er nye, og som udvikler, men jeg skulle også gerne være en, der driver en god forretning, som jeg har været i gamle dage,« siger Mikkel Borg Bjergsø, medstifter, adm. direktør og hovedaktionær i Mikkeller.
Dermed har Mikkeller-koncernen samlet tabt ikke mindre end 273 mio. kr. i de seneste fem regnskabsår.
»Det er godt nok mange penge at smide væk,« siger Mikkel Borg Bjergsø.
Mikkellers underskud på 52,5 mio. kr. i 2021 var nogenlunde ligeligt fordelt på bryggeriet og koncernens barer og restauranter. I 2022 stammede størstedelen af tabet fra bryggeriet.
At 2022 blev et annus horribilis i Mikkeller, skyldtes blandt andet fastlåste kontrakter med supermarkederne, hvor det ikke var muligt at hæve priserne for at kompensere for de voldsomme omkostningsstigninger på fragt, korn og aluminium, fortæller Mikkel Borg Bjergsø.
Det gode nyhed er, at Mikkellers forretning står i en helt anden gunstig situation i år, forsikrer direktøren. Barerne og restauranterne har indtil videre leveret et rekordsalg, fortæller Mikkel Borg Bjergsø, som regner med, at der i år bliver skabt et positivt resultat på bundlinjen.
»Vi har endelig fået implementeret vores prisstigninger, hvilket gør, at vi ikke længere taber penge, når vi sælger en øl, og så har vi ryddet op i alle vores processer. Så hjælper det os, at fragtraterne er faldet, og at markedet er blevet mere stabilt,« siger han.
Det dundrende underskud i 2022 kommer efter tre kapitalindsprøjtninger fra den amerikanske kapitalfond Orkila, der ejer en mindre andel af holdingselskabet Bjergsø Holding, der både rummer ejerskabet af bryggeriet og de tilknyttede ølbarer.
Kapitalfonden, der har været med siden 2016, har skudt lige knap 100 mio. kr. i Mikkeller i løbet af de seneste 18 måneder, senest 18 mio. kr. i februar.
Hvordan vil du beskrive jeres finansielle situation nu?
»Hvis du havde spurgt mig for seks måneder siden, ville jeg have beskrevet den som rigtig skidt. Men vi tjener penge igen, og bankbogen vokser. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden. De 18 mio. (den seneste kapitalindsprøjtning, red.) er de sidste penge, jeg skal have. Det har jeg sagt til min investor, og det er de også med på. Nu skal vi tjene vores egne penge,« siger han.
Har de også sagt til dig, at kassen er tom?
»Det siger de jo hver gang. Det skal kapitalfonde jo sige. Alternativet for dem er jo, at kassen bliver tom. Men vi oplever, at de har troen på, at det nok skal blive godt,« siger han.
Kapitalen har gjort det muligt at holde snuden over vande i det, som Mikkel Borg Bjergsø betegner som tre års krise.
Er den afblæst nu?
»Det tør jeg sgu næsten ikke svare på. Men ja, det vil jeg sige.«


