Fortsæt til indhold

Energikøbmænd i Aarhus brager gennem lydmuren og 70-dobler overskuddet

Ledelsen anser årets resultat som tilfredsstillende, fremgår det af et netop offentliggjort regnskab.

Illustration: Anders Thykier
Erhverv

Et helt ungt energihandlerfirma i Aarhus er det seneste til at bryde lydmuren på energimarkedet.

C A Commodities har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2022, og det viser, at overskuddet er mere end 70-doblet.

Virksomheden blev stiftet i 2020 og fik i november samme år Andreas Skov som direktør og medejer. Han kom ifølge sin Linkedin-profil med en baggrund som elhandler i InCommodities og Danske Commodities.

I det første reelle regnskabsår lavede virksomheden et overskud på 2,5 mio. kr. før skat. Men så kom krigen i Ukraine og uro på energimarkederne i 2022, og på det ene år lavede C A Commodities’ syv medarbejdere et overskud før skat på 177 mio. kr.

»Selskabet har realiseret en tilfredsstillende vækst i året. Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende«, lyder den fulde redegørelse fra ledelsen om de økonomiske forhold i årsregnskabet.

Den østjyske virksomheds indtjening er på ingen måde enestående.

Grafik: Anders Thykier.

Aarhus er den danske hovedstad for energihandel, og de seneste måneder er det piblet frem med regnskaber den helt særlige industri, der har tjent astronomiske summer på de store prisudsving på gas og strøm i 2022.

Branchens største aktør, Danske Commodities, lavede et overskud på næsten 14 mia. kr. før skat, mens det andelsejede Energi Danmark landede et overskud på 11,3 mia. kr. Nummer tre på listen, InCommodities, realiserede et overskud på 10,2 mia. kr. før skat.

Alle tre holder til i Aarhus.

Samlet har branchen tjent over 53 mia. kr. i 2022. Det er 10 gange så meget som i 2021 og 53 gange så meget som i 2020.

Hverken C A Commodities’ direktør, Andreas Skov, eller bestyrelsesformand Kent Hedegaard vil kommentere regnskabet.

Artiklens emner
Energi Danmark