Sådan kan du spare penge på bilferien
Hvis sommerferien går til udlandet i bil, kan man med en lovlig smutvej spare tusindvis af kroner. Mere end 200.000 danskere har muligheden.
Det kan hurtigt blive en kostelig affære at tage på udlandsferie i bil.
Men gør du brug af en enkel og simpel finte, så kan dette års ferie måske gå hen og blive en del billigere.
Vil man spare penge på turen ned gennem Europa, kan det nemlig være en fordel at tage firmabilen. Smutvejen er kendt af de færreste, men er helt legitim, lyder det fra skatteeksperter.
Men hvorfor er det billigere?
Den mulige besparelse kommer af, at beskatningen af firmabiler er ens, uanset hvor meget man kører privat. På den måde er beskatningen også uafhængig af den faktiske anvendelse og dermed den samme uanset om kør-selv-ferien afholdes i Danmark eller udlandet.
»Selvom skattelovgivningen er meget stringent og har detaljerede regler på mange områder, er der stadig områder, hvor det er muligt for medarbejderne at opnå fordele i forbindelse med beskatning af firmabil. Et af eksemplerne er, at man ved arbejdsgiverens accept kan køre på ferie uden at betale yderligere skat af firmabilen,« siger Henrik Volden, skatteekspert hos Azets, til Nordjyske.
Over 200.000 danskere har mulighed for at få en firmabil via deres job - og der kan være mange tusinde kroner at spare.
Beskatning af fri firmabil er nemlig en såkaldt rådighedsbeskatning, der omfatter alle driftsmæssige udgifter ved brug af bilen - blandt andet ejerafgift, forsikring, reparationer samt vedligeholdelse som benzin og sprinklervæske.
Skattefinten er fuldt lovlig, men skal gå via arbejdsgiveren, som skal reducere den skattepligtige værdi af fri bil.
Og selv hvis arbejdsgiveren ikke vil dække benzinkøb i udlandet, så kan der alligevel være penge at spare her. I så fald kan medarbejderen nemlig aflevere kvitteringerne, og bede arbejdsgiveren om at anse dem som egenbetaling.
Når chefen senere går ind og indberetter beløbet til Skat, bliver beløbet modregnet i bilens skattepligtige værdi - og dermed får medarbejderen stadig fuldt fradrag for udgifterne på selvangivelsen.
Hvis du for eksempel selv har betalt brændstofudgifter for 1500 kr. og normalt beskattes af 6000 kr. hver måned for fri bil, kan du således få beskatningsgrundlaget nedskrevet til 4500 kr. den pågældende måned.
På den måde er der altså mange muligheder for at spare penge på kør-selv-ferien, hvis man tager firmabilen til den kommende feriedestination.



