Underskudsramte Zerv fra "Løvens Hule" går usikker fremtid i møde
Iværksætterfirmaet Zerv, der specialiserer sig indenfor ketsjersport, har tabt egenkapitalen, og et nyt regnskab slår tvivl om den fortsatte drift.
»Årets resultat er ikke tilfredsstillende«
Sådan lyder konklusionen i det dugfriske regnskab fra virksomheden Zerv ApS, som for to år siden fik en millioninvestering i DR-programmet, ”Løvens Hule”.
I mange år havde virksomheden udelukkende grønne tal på bundlinjen, men nu afslører regnskabet for 2022 et stort underskud og »usikkerhed om selskabets fremtidige drift«.
Ifølge Torben Kulmbak, stifter og direktør i Zerv, skal en del af tilbagegangen tilskrives udefrakommende faktorer samt inflation og høje energipriser. Herudover har virksomheden brugt det meste af 2021 på optimering af blandt andet hjemmesider og nye it-systemer.
»Vi har investeret meget i vores webshop og skiftet til en ny platform. Det har medført en væsentlig forbedring, men har samtidig kostet på resultatet,« siger Torben Kulmbak.
I 2022 landede det populære ”Løvens Hule”-selskab et underskud på 4,2 mio. kr. mod et plus på 161.000 kr. i 2021. Det er det dårligste resultat i virksomhedens historie, og samtidig viser regnskabet en negativ egenkapital på lige over 1 mio. kr. Året forinden lå egenkapitalen på plus 3,2 mio. kr.
Sammenlagt har det mindre flatterende regnskab fået revisorerne bag til at »rejse tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften«.
Herudover står det beskrevet i revisorpåtegningen, at »selskabets fortsatte drift er afhængig af, at budgettet for det kommende år realiseres samt fortsat fleksibilitet fra selskabets leverandører«.
Hertil er Torben Kulmbak dog ikke nervøs, og ifølge ham »skal det nok lykkes« Zerv at realisere budgettet og sikre femtiden.
»Vi er fortrøstningsfulde overfor fremtiden, uden at jeg konkret kan komme ind på hvorfor. Samtidig har vi lavet nogle besparelser, som endnu ikke er blevet effektive, og meget af det vil kunne ses i det næste regnskab,« siger Torben Kulmbak.
Han fortæller desuden, at virksomheden har ansat styrkede kompetencer på økonomi, it og salg for at vækste i det kommende år og være klar til »de opgaver der ligger«.
I 2021 blev Jesper Buch og Jan Lehrmann medejere af ketsjer-forretningen Zerv. Det skete, da de sammen købte 20 pct. af virksomheden for samlet 2 mio. kr. i det populære DR-program ”Løvens Hule”. Investeringen er i dag en af de højeste, som nogensinde er lagt i programmet.
Udover de to løver og Torben Kulmbak er også Mikkel Normann Hansen en del af ejerkredsen.
Det var Torben Kulmbak, der tilbage i 2010 stiftede Zerv, men siden er partneren Mikkel Normann Hansen kommet med. Sammen har de udbredt brandet, som strækker sig over produkter til både badminton, tennis, squash og det populære paddel tennis.
I dag driver Zerv blandt andet badmintonshoppen.dk, tennisshoppen.dk og padelshoppen.com.
Herudover er Zerv vokset internationalt, og sælger nu i fem lande med Sverige, Tyskland, Holland og Finland som de største markeder efter Danmark. Den internationale vækst har dog ikke udelukkende været positiv for Zerv, som i 2022 brød kildeskatteloven.
Det fremgår af revisorpåtegningen:
»Selskabet har i en periode af regnskabsåret benyttet udenlandsk arbejdskraft uden at lønangive udbetaling til disse, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar«.
Et ærgerligt forhold ifølge Toben Kulmbak - men ikke et, som burde gentage sig.
»Det er et overstået kapital, og det hører 2022 til. Vi havde nogle medarbejdere, som vi har givet løn, fordi de skulle oversætte nogle sider fra dansk, til de lande vi nu er i - grundet nogle interne procedurer skete der fejl, men det har vi rettet på nu,« siger Torben Kulmbak.
I fremtiden har Zerv efter eget udsagn sikret overholdelse af kildeskatteloven og benytter nu kun udenlandsk arbejdskraft »fra anerkendte bureauer«.
Trods brud på loven og et massivt underskud i forhold til tidligere år fortæller stifteren, at Zervs omsætning i seneste regnskab steg med over 40 pct. I 2022 er virksomheden således gået fra en omsætning på 59,5 mio. kr. til 84 mio. kr.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Jan Lehrmann og Jesper Buch, men ingen af dem ønsker at kommentere på regnskabet. I stedet henviser de til ledelsen.


