Fortsæt til indhold

Auktionsmareridt ryster Lauritz-kunde: »Min tillid til det danske samfund har lidt et knæk«

Lauritz.com skylder mere end 50 mio. kr. til tusindvis af kunder, der nu kun kan vente og håbe. Finans har talt med én af de tusindvis af kunder, der har penge til gode.

Lauritz.com skylder Yida Jin 60.000 kr. for ting, han har solgt. Han hentede i panik resten af tingene til salg, da han indså, han ikke ville få penge for dem. Foto: Stine Bidstrup
Erhverv

Kundeoplevelsen hos det kriseramte auktionshus Lauritz.com startede egentlig som en ganske lukrativ affære.

Flyglet og flere andre møbler gik hurtigt, da Yida Jin og hans kone i forbindelse med en flytning tjente 20.000 kr., da de i løbet af april satte en masse varer til salg på Lauritz.com.

Men så begyndte krisetegnene at melde sig. Parret solgte fortsat ud af deres gamle møbler og smykker, men pengene kom aldrig. Til gengæld dumpede der pludselig et brev ind fra Lauritz.com, der meddelte, at selskabet var under rekonstruktion:

»Vi er taknemmelige og ydmyge over for den tillid, som vores kunder altid har vist os. Vi benytter lejligheden til at takke alle vores næsten 1 million kunder samt vores medarbejdere for den loyale og engagerede opbakning gennem årene,« lød det blandt andet i brevet med selskabets direktør, Mette Sundstrøm, som afsender.

Den tillid kan hun godt skyde en hvid pind efter, mener Yida Jin, der som herboende kineser gennem 18 år har sat stor pris på den tillid, der ifølge ham gennemsyrer det danske samfund. Indtil nu.

»Min tillid til det danske samfund har lidt et knæk. Hvis et så stort selskab kan lave sådan noget lort her, så kan alle. Jeg kunne godt sætte de sidste ting til salg på den blå avis, men man kan åbenbart ikke stole på hinanden, når man handler på de her platforme,« siger Yida Jin.

Da mailen om rekonstruktionen tikker ind, skylder Lauritz.com parret godt 60.000 kr. Derfor tager Yida Jin en rask beslutning, sætter sig ind i bilen og sætter kursen mod Næstved, hvor et af auktionshusets varehuse stadig har nogle af hans kones smykker til salg.

Smykkerne, da de blev indleveret til Lauritz.com i Næstved. Nogle af dem blev solgt uden at parret så en eneste krone. Nogle af dem blev reddet, da Yida Jin resolut kørte ned og hentede dem, da Lauritz meddelte, selskabet var under rekonstruktion. Privatfoto.

Yida fortæller, at han og konen, efter at have snakket med chefen for varehuset, får deres resterende ting tilbage, hvorefter de bliver bedt om at gå.

»De vidste ikke, hvor vores penge var,« siger Yida Jin, der måtte køre hjem igen med de sidste smykker og et stort, ubesvaret spørgsmål: Hvor er pengene?

Ifølge Yida Jin blev han fortalt, at varehuset i Næstved havde modtaget deres provision for salgene. I en sms til Finans skriver den nu konkursramte franchise-direktør, Per Helmer, at han ikke længere har specifik adgang til at undersøge, om det er tilfældet.

»Jeg kan se i facebookgruppen, at der er mange andre, der er i samme situation, og nogle har det endnu værre. Nogle er pensionister eller arbejdsløse, og har virkelig brug for de penge, Lauritz.com skylder dem,« siger Yida Jin, der fortæller, at de selv skulle have brugt pengene på en hyggelig sommerferie og møbler til deres nye hjem.

»Nu er ferien aflyst og ordren på møblerne er annulleret. Er det her overhovedet lovligt? Det er da ikke deres penge! Det er mine ting og mit aktiv, jeg kan slet ikke forstå, de må tilbageholde de penge, andre har betalt for mine ting,« siger Yida Jin.

»Jeg synes, det virker kriminelt. De har solgt vores ting uden at give os pengene. Så jeg håber, vi kan finde sammen med andre og få noget hjælp til, hvordan vi kommer videre,« siger Yida Jin, der har kontaktet både politiet og Forbrugerombudsmanden, men uden at få nogen hjælp.

»Det handler ikke kun om mig. Der er flere tusind andre brugere, der står i samme situation eller værre. Hvem hjælper os som almindelige brugere, almindelige mennesker?«

Artiklens emner
Forbrugerombudsmanden
Lauritz.com