Fortsæt til indhold

Top 10: Københavns Lufthavn højt på liste over mest kaotiske lufthavne i Europa

For sommerens flyrejsende med afgang i Københavns Lufthavn ligger lufthavnen faretruende højt på ubehagelig liste over flest aflysninger og forsinkelser.

Mere end 50 pct. af afgangene i Københavns Lufthavn var enten forsinkede eller blev aflyst i sidste måned, viser opgørelse. Foto: Finn Frandsen
Erhverv

Skal du på sommerferie til London eller Paris, må du hellere væbne dig med tålmodighed.

Særligt hvis du flyver fra Københavns Lufthavn.

De tre lufthavne topper nemlig listen over de ti europæiske lufthavne med flest aflysninger og forsinkelser på over 15 minutter i juni 2023.

Dermed kan mange passagerer måske se frem, at ferien starter med lange køer og ventetider her.

Det skriver Bloomberg på baggrund af data fra Airhelp, der varetager flypassagerernes rettigheder.

Fælles for alle tre lufthavne er, at risikoen for forsinkelser eller aflysninger er over 50 pct.

For Københavns Lufthavn er den over 50 pct. høje risiko for forsinkelser eller aflysning formentlig præget af seneste måneders mangel på flyveledere, der strakte sig helt ind i juni.

Manglen skabte netop aflysninger og forsinkelser i Københavns Lufthavn, men seneste melding er, at lufthavnen er tilbage på normal tidsplan.

Derfor kan situationen i Københavns Lufthavn måske vise sig at bløde op.

Med mere end 22 millioner flypassagerer sidste år er Københavns Lufthavn langt nede af listen over de mest travle. Til sammenligning havde Gatwick sidste år 32,8 mio. passagerer, mens Charles de Gaulles mønstrede 57,5 mio. passagerer.

Københavns Lufthavn oplyser, at tallene fra Airhelp viser, hvor store konsekvenser manglen på flyveledere havde.

Siden Naviair og flyvelederne indgik en midlertidig aftale, er der ifølge Københavns Lufthavn sket en »normalisering« af trafikken, og lufthavnen forventer en normal, travl sommer i lufthavnen.

Lufthavnen oplyser videre, at en normalisering ligger i omegnen af 75-85 pct. afgange til tiden, hvor den lave ende at spændet ses i travle sommermåneder.

»Om sommeren er der generelt flere forsinkelser i hele Europa på grund af mere trafik i luftrummet,« skriver lufthavnen i en mail til Finans.

Artiklens emner
Luftfartsbranchen
Københavns Lufthavne