Blev solgt til Saudi-Arabien: Statens tidligere vaccineselskab taber milliarder
Det danske vaccineselskab AJ Vaccines taber 228 mio. kr. i 2022, hvilket bringer selskabets samlede underskud op på to mia. kr. de seneste fem år.
Det er stadig et økonomisk blodbad i det danske vaccineselskab AJ Vaccines, der har tabt to mia. kr. de seneste fem år.
Det fremgår af selskabets seneste årsregnskab.
Efter at have mønstret voksende, trecifrede milliontab lykkedes det endelig AJ Vaccines sidste år at vende skuden og mindsket tabet med over 50 pct.
Således kom AJ Vaccines ud af 2022 med et minus 228,8 mio. kr. mod et minus på 488,4 mio. kr. i 2021 efter skat.
AJ Vaccines, der holder til på Amager i København, var tidligere Statens Serum Instituts (SSI) vaccineproduktion.
Enheden kom på saudiske hænder i et kontroversielt frasalg for 15 mio. kr. tilbage i 2017.
Her blev der særligt rettet kritik mod VLAK-regeringen på grund af ejernes forbindelse til ultrakonservative islamiske lovsystem sharia, som forbyder eksempelvis alkohol, svinekød og tobak.
AJ Vaccines laver fortsat vacciner mod tuberkulose, polio, stivkrampe, kighoste og difteri. AJ Vaccines salg kommer fra Danmark og flere europæiske markeder.
Vaccineproduktionen var en underskudsforretning under SSI’s ledelse og er i den grad fortsat med at være det, selvom selskabets nye ejere har iværksat en turnaround.
Her vil man vende den statslige enhed til en kommerciel virksomhed ved at opskalere produktionsfaciliteterne, effektivisere og foretage opkøb.
Rent finansielt er det lykkedes at forbedre driften ved at øge omsætningen og skære i udgifterne.
Direktionen, der har den tidligere Lundbeck-mand Ole Vahlgren i front som adm. direktør, har halveret driftsunderskuddet, så det i 2022 var et tab på 223 mio. kr. mod et tab på 445,3 mio. kr. året forinden.
I regnskabet skriver ledelsen, at der trods de store tab stadig er fuld opbakning fra de saudiske ejere, investeringsselskabet Aljomaih Group.
Ifølge mediet Medwatch har ejerne senest postet 230 mio. kr. ind i AJ Vaccines i gældskonvertering.
AJ Vaccines skriver i regnskabet, at selskabet regner med tab i 2023 og 2024.
Finans har kontaktet AJ Vaccines for at få en kommentar til årsregnskabet. I et mailsvar skriver Ole Vahlgren, adm. direktør:
»Vores underskud er halveret fra 2021 til 2022, og vi forventer at forsætte med at forbedre forretningen med double digit vækst i salg, så vi kan levere et positivt resultat indenfor et par år«.

