VM i fodbold: Så meget kan de danske kvinder vinde
Lige om lidt fløjtes den første VM-kamp i gang, og kvinderne har mulighed for at indkassere flere penge end nogensinde før.
Snart begynder eventyret for de danske landsholdskvinder.
Sammen med 31 andre nationer tørner de i slutningen af juli sammen, når den 9. udgave af kvinderens VM i fodbold bliver skudt i gang i Australien og New Zealand.
Her kommer de til at kæmpe om trofæet, sportslig succes - og ikke mindst - en rekordhøj præmiesum.
Den samlede pengepulje har nemlig aldrig været højere, og i år lander beløbet på hele 152 mio. dollars. Det svarer til lige over 1 mia. kr., og pengene skal fordeles mellem de deltagende hold.
Beløbet er tårnhøjt og tre gange højere end ved den seneste VM-slutrunde i 2019. For bare 4 år siden lød beløbet således på 30 mio. dollars, og i 2015 var det endnu ”lavere”.
Dengang måtte de 24 deltagende kvindelandshold dele et beløb på 15 mio. dollars - svarende til lige omkring 100 mio. kr.
Men selvom beløbet altså markerer en massiv stigning, er fodbolden stadig meget langt fra reel lighed - hvad angår køn.
Kvinderens præmiepenge er nemlig blot en tredjedel af det beløb, der blev udbetalt i forbindelse med herrernes VM i Qatar sidste år. Til sammenligning lød den samlede pengepulje i den forbindelse på hele 440 mio. dollars. I danske kroner svarer det til i omegnen af 2,9 mia. kr.
Alligevel er forandringerne stadig til at tage og føle på. Og det stopper ikke ved den samlede præmiesum.
For første gang nogensinde dedikerer Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, nemlig en del af præmiepengene ved en VM-slutrunde til spillerne.
Helt konkret har Fifa nemlig vedaget en ordning, som betyder, at hver eneste spiller fra de 32 deltagende nationer er sikret 30.000 dollars - svarende til næsten 200.000 kr. - bare for at være med.
Herfra vil beløbet stige i takt med placeringerne, og hvis man kommer længere end gruppespillet.
Skulle de danske kvinder således ende som det vindende hold, kan de hver især se frem til at få stukket 270.000 dollars i lommen - altså næsten 1,8 mio. kr.
Men hvor mange penge Pernille Harder og resten af kvinderne ender med at skrabe sammen afhænger dog fuldstændig af, hvordan det går på banen.
Og på trods af den nuværende situation, er der måske håb for mere lighed i fremtiden mellem kønnene.
I hvert fald har Fifas præsident, Gianni Infantino, før udtalt, at »vores mål er, at der er lighed i betalingerne ved mændenes VM i 2026 og kvindernes VM i 2027«.
Ifølge præsidenten forudsætter det dog, at Fifa formår at markedsføre kvindernes slutrunde endnu bedre, så forbundets indtægter stiger.
Herhjemme har uligheden mellem kvinde-og herrelandsholdet også været til stor debat. Særligt i forhold til lønspørgsmålet, hvor aflønningerne generelt er langt større blandt mændene.


