Fortsæt til indhold

Carlsbergs salg af russisk forretning er usikkert

Carlsbergs salg af sit russiske bryggeri er »meget usikkert«, meddeler selskabet søndag i en meddelelse.

Arkivfoto
Erhverv

Det er »meget usikkert«, om Carlsbergs planlagte salg af sin russiske forretning vil blive gennemført. Det meddeler Carlsberg i en meddelelse søndag aften.

Meddelelsen fra Carlsberg kommer efter, at den russiske stat har taget kontrollen over Carlsbergs andel i det russiske bryggeri Baltika Breweries. Det fremgår af et dekret, som præsident Vladimir Putin har underskrevet søndag.

Carlsberg meddelte ellers den 23. juni i år, at selskabet havde fundet en køber til sin russiske forretning.

Bryggeriet skrev i en selskabsmeddelelse, at der var er underskrevet en salgsaftale. Men Carlsberg meddelte ikke, hvem køberen var, ligesom det heller ikke blev oplyst, hvad salgsprisen var for den russiske forretning, der går under navnet Baltika og dækker otte bryggerier og 8.400 ansatte.

Nu meddeler Carlsberg dog, at tingene har ændret sig.

»Efter en omfattende proces med at adskille forretningen fra resten af Carlsberg-gruppen, var en aftale om salg af den russiske forretning allerede blevet underskrevet den 23. juni 2023, med forbehold for myndighedsgodkendelser og opfyldelse af visse betingelser. Efter præsidentens dekret er udsigterne for denne salgsproces nu meget usikre,« skriver Carlsberg i meddelelsen søndag.

Carlsberg offentliggjorde allerede i slutningen af marts 2022, at den russiske forretning skulle sælges. Siden har Carlsberg kæmpet for at finde en køber. Tidligere på året fortalte Carlsberg, at man havde en ”håndfuld” aktører i spil til at underskrive en købsaftale.

Carlsbergs årsregnskab for 2022 viste, at den russiske forretning sidste år var ganske lukrativ med en indtjening på knap 2 mia. kr.

I 2022 nedskrev Carlsberg værdien af den russiske forretning med 10 mia. kr., og i bøgerne for 2022 har selskabet derfor anført et tab på over 8 mia. kr. fra Rusland.

I forbindelse med søndagens dekret fra den russiske præsident, lød det videre, at den russiske stat også midlertidigt overtager kontrollen over Danones russiske datterselskab.

Rusland har også tidligere taget datterselskaber af tyske Uniper og finske Fortum under statskontrol. Det skete i april.

Artiklens emner
Bryggeribranchen
Carlsberg