Fortsæt til indhold

Paraplyvirksomheden Dripdrop glæder sig over regnen

Den aarhusianske virksomhed var lukningstruet for få år siden, men nu er der grundlag for store ambitioner, mener adm. direktør Andreas Søgaard.

Den aarhusianske virksomhed Dripdrop blev stiftet i 2014 af Mattias Edström (tv.) og Andreas Søgaard (th.). Foto: PR
Erhverv

Mens nogle drømmer om mere solskin denne juli måned, bliver Andreas Søgaard glad, når det regner i højsæsonen.

Han er nemlig medstifter og adm. direktør i virksomheden Dripdrop, der sælger paraplyløsninger til hoteller over hele Europa. For få år siden var virksomheden tæt på at lukke, men på det sidste år er antallet af kunder femdoblet.

»Når det regner, så drypper det jo lidt på os. Vi plejer at sige på kontoret, at vi både er glade, når det regner, og når det er solskin,« siger Andreas Søgaard.

Den aarhusianske virksomhed leverer paraplyer og udlejningsmaskiner til store hotelkæder som Marriott, Hilton og Radisson. Lige nu har Dripdrop aftaler med omkring 500 hoteller i mere end 15 lande, men inden længe forventer Andreas Søgaard at nå op på 4.000 hoteller i Europa.

»Hvis jeg er realistisk, skulle vi gerne kunne nå 4.000 inden for omkring tre år. Men hvis jeg skal være den optimistiske CEO, så skal jeg sige to år, ikke?« siger Andreas Søgaard med et grin.

Dripdrop har også netop modtaget frisk kapital fra ejerkredsen til at udvide »paraply-imperiet«, ligesom virksomheden samarbejder med Danske Bank Growth og Danmarks Eksport- og Investeringsfond. På sigt drømmer den adm. direktør også om at udvide til USA og Japan.

Dripdrop, der blev stiftet i 2014, har imidlertid også oplevet modvind.

Virksomheden forsøgte sig før i tiden med en app, men »det gider folk ikke«, siger Andreas Søgaard. I stedet begyndte virksomheden at samarbejde med hoteller og indføre kontaktløs betaling.

Corona-pandemien tog derefter hårdt på virksomheden, eftersom mange hoteller måtte holde lukket. De hoteller, der havde åbent, prioriterede ikke at lave en aftale med Dripdrop, fortæller Andreas Søgaard.

»Der var ikke nogen hoteller, der havde penge til at købe noget, og der var heller ikke nogen gæster. Så vi stod jo fuldstændig stille i den periode,« siger han og fortæller, at opbakningen til virksomheden svandt ind.

Efterfølgende lavede Dripdrop, der på det tidspunkt hed Abrella, en omstrukturering og skiftede ud i ejerkredsen. På et år har virksomheden fået 400 nye kunder.

Andreas Søgaard fremhæver Dripdrops fokus på bæredygtighed som en væsentlig faktor i virksomhedens fremgang, fordi hotellerne, ifølge ham, efterspørger det. Ligeledes er det væsentligt, at det danske vejr forbliver lunefuldt.

Foto: PR

»Halvdelen af vores forretning er, at hoteller betaler for at have vores service stående, og den anden halvdel er brugerbetalingen ved at leje en paraply,« siger han.

»Ca. halvdelen af vores indtægter er altså bundet op på, at det skal regne. Der er vi så heldige, at det mange steder i Europa regner ret ofte« siger Andreas Søgaard.

Paraplyer er nok noget, man ser som et ikke særlig bæredygtigt produkt, men noget der hurtigt bliver ødelagt og skal skiftes ud?

»Ja netop, og sådan tror jeg også, hotellerne har set på det,« siger Andreas Søgaard.

»De har måske bare købt en masse paraplyer hjem med deres logo på og tænkt, hvor meget kan jeg få for mine penge? De ved jo, at gæsterne måske smider dem væk på restauranten, eller de går i stykker. Det passer ikke ind i fortællingen, hvis man gerne vil være en bæredygtig virksomhed,« fortsætter denAndreas Søgaard.

Dripdrops paraplyer er ifølge Andreas Søgaard, modsat mange almindelige paraplyer, lavet til at kunne modstå det meste vejr og er derudover produceret af genbrugte materialer. For ham er bæredygtighed væsentligt, og af den årsag planter virksomheden et træ, hver gang en paraply bliver lejet gennem deres service.

»Når en af vores paraplyer i gennemsnit bliver brugt 27 gange, inden den forsvinder, begynder det at give noget tilbage,« siger Andreas Søgaard.

Dripdrops udlejningsmaskiner bliver bygget i Nordjylland af virksomheden Pakkeriet, der ansætter socialt udsatte. Pakkeriet producerer 40 maskiner om måneden, men på sigt skal der produceres det dobbelte for at følge med efterspørgslen, fortæller Andreas Søgaard.

Artiklens emner
Iværksætteri
Danske Bank Growth