Fortsæt til indhold

Irak forbyder handel med svenske virksomheder

Ericsson har fået inddraget sin tilladelse til at operere i Irak. Handel med svenske virksomheder forbydes.

Demonstranter satte ild til Sveriges ambassade i Irak. Foto: Ahmad Al-Rubaye/AFP
Erhverv
/ritzau/

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Den svenske televirksomhed Ericsson har fået inddraget sin tilladelse til at operere i Irak. Det siger chefen for den irakiske medie- og telestyrelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Irak er et meget lille marked for Ericsson, så konkret kommer det ikke til at betyde alverden for selskabet, vurderer Daniel Djurberg, der er teleanalytiker ved Handelsbanken i Sverige, over for TT.

Men hvis protesterne spreder sig til andre lande, og de ligeledes vælger at udelukke svenske selskaber, er det en helt anden sag, understreger han.

I givet fald vil det være et problem for hele den svenske eksportindustri.

- Hvis det spreder sig, kan det få alvorlige følger, siger Stefan Karlsson, chefanalytiker ved det statslige svenske eksportkreditnævn, til TT.

Knap to procent af Sveriges samlede eksport går til Mellemøsten.

- Det ville få betydelige konsekvenser for de virksomheder, som eksporterer dertil, siger Karlsson.

Tidligere torsdag bad Iraks regering den svenske ambassadør forlade landet.

Nogle timer tidligere havde vrede demonstranter stormet den svenske ambassade i Bagdad.

- Det her er en eskalering af krisen med Irak, som udspiller sig for øjnene af os, siger den tidligere svenske udenrigsminister og topdiplomat Jan Eliasson til tv-stationen SVT.

At Irak nu vil stoppe al handel med svenske virksomheder, kommer ikke som en overraskelse for ham.

- Noget, der er mindst lige så vigtigt, er, at sikkerheden for svenske statsborgere kan blive påvirket, siger Eliasson.

Baggrunden er en afbrænding af Koranen, som Sverige havde givet grønt lys til kunne finde sted torsdag, samt tidligere afbrændinger af muslimernes hellige bog.

Torsdagens afbrænding var varslet og skulle have fundet sted torsdag foran Iraks ambassade i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters ødelagde en mand en koran ved blandt andet af sparke til den. Han satte dog ikke ild til den, skriver Reuters.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.