Fortsæt til indhold

Nye film giver filmindustrien et tiltrængt boost

I weekenden havde den omtalte film "Barbie" premiere. Weekendens salg tegner et billede af en succes.

Margot Robbie spiller Barbie, og Ryan Gosling spiller Ken i den nye film "Barbie". Foto: Courtesy of Warner Bros. Pictures
Erhverv

I weekenden havde en ny og eftertragtet film om den verdensberømte dukke, Barbie, premiere i både danske og udenlandske biografer.

Allerede inden premieren var filmen spået til at få et godt salg – og prognoserne fik ret.

Det skriver blandt andet CNN.

Søndag kunne Warner Bros., der er produktionsselskabet bag ”Barbie”, melde om utrolige billetindtægter. Alene i USA har filmen hevet 155 mio. dollars ind, svarende til over 1 mia. danske kr., i billetindtægter.

Filmen er instrueret af amerikanske Greta Gerwig, og med det utrolige billetsalg har den haft den bedste premiereweekend i 2023. Herudover er debuten den største nogensinde for en kvindelig filminstruktør.

På verdensplan viser foreløbige tal desuden, at filmen har tjent over 300 mio. dollars - alene på premiereweekenden. Det svarer til over 2 mia. kr., og halvparten kommer fra USA, mens den resterende andel er international.

Alene fredag hev ”Barbie” 70,5 mio. dollars ind i USA.

Den tidligere rekordindehaver var filmen Super Mario Bros. Movie. Den hentede i USA 146,4 mio. dollars i premiereweekenden.

Samtidig med, at ”Barbie” havde premiere, kunne det historiske drama ”Oppenheimer” også ses for første gang i biografen. På sociale medier har premiere-kulminationen derfor fået den samlede betegnelse ”Barbenheimer”.

En såkaldt mediesensation, som har været med til at redde en »udfordret filmindustri«.

For selvom man umiddelbart kunne tro, at de to Hollywood-film ”Barbie” og ”Oppenheimer” ville komme til at ligge i åben krig, ser det faktisk ud til, at de to film styrker hinandens omtale og salg.

Også ”Oppenheimer” havde et godt salg over weekenden og hentede her 80,5 mio. dollars ind i USA. Det svarer til 538 mio. kr.

Samtidig viser tal, at ”Barbenheimer” er den fjerde mest indbringende biograf-weekend nogensinde i Nordamerika.