Ombudsmand: Udenlandske netbutikker med danske navne narrer kunderne
Tvivlsomme netbutikker sælger varer til forbrugerne af dårlig kvalitet og med besværlig returnering.
Pas på, hvis du overvejer at købe varer fra udenlandske netbutikker med dansk-klingende navne som HanneJensen.com, HenrikPetersen.com eller Aikokbh.dk.
Advarslen kommer fra Forbrugerombudsmanden, der har modtaget flere klager end normalt over netbutikker, der ikke leverer de varer, de lover, men derimod varer i markant dårligere kvalitet.
De udenlandske hjemmesider bruger de dansk-klingende navne til at narre forbrugerne til at tro, at de er danske, men når varerne skal returneres, så skal de sendes til udlandet for egen regning.
»Hjemmesidernes opsætning og betalingsmoduler kan se legitime ud ved første øjekast. Sproget er dansk, og priserne er oplyst i danske kroner. Men der mangler ofte oplysninger om virksomheden bag hjemmesiden, som f. eks et CVR-nummer eller en adresse. Aftalevilkårene fremstår måske, som om de er maskinoversat,« skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Ifølge Forbrugerombudsmanden kan det være en eksklusiv cashmere-trøje, som ved levering er ren polyester, eller et par lædersko, der viser sig at være kunstlæder, og som har andre syninger, bund og snørebånd end vist på hjemmesiden.
Forbrugerombudsmanden videresender klagerne til politiet, da der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan være tale om bedrageri.
»Desværre er det relativt nemt at oprette tvivlsomme netbutikker, der fremstår, som om de har en tilknytning til Danmark, uanset hvor på kloden man befinder sig. Kommer der fokus på én netbutik, bliver den måske lukket, men så oprettes der blot en tilsvarende under et nyt navn og med et nyt hjemmesidedomæne,« lyder det fra forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Oftest er det muligt at returnere varerne, men da varerne skal returneres til selskabernes lager i udlandet, koster returnering næsten det samme som selve varerne.
Forbrugerombudsmanden har følgende råd, hvis man handler i netbutikker:
- Undersøg hjemmesiden nærmere, hvis alle varer er på tilbud, eller hvis priser er skæve beløb såsom 186,72 kroner. Virker prisen for god til at være sand, så er den det formentlig også.
- Kig på sproget. Nogle af hjemmesideteksterne fremstår på hæderligt dansk, mens nogle bærer tydeligt præg af at være maskinoversat. Skæve beløb indikerer, at priserne er maskinoversatte beløb fra en fremmed valuta.
- Tjek netbutikkens CVR-nummer og adresse. Netbutikker har pligt til at oplyse deres CVR-nummer, registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsoplysninger, selskabets fysisk adresse, samt en e-mailadresse, der gør det muligt at komme direkte i kontakt med virksomheden. Du kan undersøge, om CVR-nummeret matcher den pågældende virksomhed på virk.dk.
- Kig på netbutikkens handelsbetingelser. På nogle af de dansksprogede hjemmesider, Forbrugerombudsmanden har modtaget klager over, står langt nede i handelsbetingelserne, at varerne skal returneres til deres hovedlager i udlandet.
- Søg eventuelt netbutikken frem via en søgemaskine for at se, om andre forbrugere advarer om svindel.
- Hvis netbutikken aldrig sender varen, hvis der trækkes et højere beløb end aftalt, eller hvis du har udnyttet din fortrydelsesret, før varen er leveret, kan du kontakte din bank og anmode om at få pengene tilbage via de såkaldte charge back-regler.

