Ligene bliver solgt fra: Kendt biludlejningsfirma er blevet opkøbt
Oscar Biludlejning har overtaget Lej et lig. Den nye ejer viderefører hverken navnet eller flåden af gamle udlejningsvogne.
Hvis du nogensinde er blevet overhalet af et lig på landevejen - sådan en pensionsmoden varevogn med et flyttelæs eller haveaffald - har du nok læst ét af de selvironiske slogans.
”Den er skidegrim, men så er det jo godt, at den skal returneres i morgen”, står der f.eks. på nogle af de ca. 200 udlejningsvogne i Lej et lig-flåden, der har trillet rundt i Danmark siden 1995.
”Sjovt som et par buler giver mere plads på kørebanen” står der på andre.
Udlejningsselskabet har aldrig lagt skjul på, at dets biler og vogne har set bedre dage. Det var sådan, man holdt priserne nede.
Men nu bliver ligene lagt i graven - eller i hvert fald solgt. Virksomheden er blevet overtaget af den yngre konkurrent Oscar Biludlejning, som brødreparret Dannie Patiño-Hansen og Christian Pallesen står bag. Det kunne Motor-magasinet for nylig fortælle.
Og brødrene planlægger hverken at videreføre det mundrette navn eller de gamle vogne i flåden, uddyber Dannie Patiño-Hansen til Finans.
Lej et lig-kunderne får i stedet tilbudt »væsentlig nyere« biler til samme prisniveau gennem Oscar Biludlejning, fortsætter han.
»Vi kommer ikke til at føre Lej et lig-brandet videre. Det kommer til at blive opslugt af Oscar. Alle de gamle biler er ved at blive solgt. Det bliver egentlig bare en migration af afdelingerne og kundedatabaserne.«
Lej et lig bliver således fuldt integreret som en del af Oscar Biludlejning i løbet af august. Dannie Patiño-Hansen vil dog ikke udelukke en genoplivning af Lej et lig-navnet i fremtiden.
»Det er et fedt navn, og alle varemærkerne er der, så vi er også lidt forsigtige med at sige, at det forsvinder for evigt og altid.«
Hos Oscar Biludlejning er bilerne ca. halvt så gamle som hos Lej et lig - og typisk i bedre stand, forklarer Dannie Patiño-Hansen. Men forretningsmodellen - som er inspireret af Flixbus - er anderledes, og derfor kan priserne holdes nede, tilføjer han.
Oscar Biludlejning ejer ikke selv sine biler, men stiller formidling og en platform til rådighed for f.eks. bilhuse og værksteder. De kan udleje eksempelvis lånebiler, som typisk er købt og betalt og står frie en del af tiden.
Fordi bilerne som regel er finansieret, og fordi der er lavere omkostninger til ansatte og kontorer, kan man opnå mere konkurrencedygtige priser, siger Dannie Patiño-Hansen.
Oscar Biludlejning overtog Lej et lig den 1. august for et etcifret millionbeløb. Dannie Patiño-Hansen ønsker ikke at oplyse den nærmere købspris.
Det er bl.a. kundedatabasen, der har gjort opkøbet interessant. Dertil giver købet adgang til nogle attraktive adresser i københavnsområdet, som Lej et lig sikrede sig ved at være tidligt ude på markedet, fortæller Dannie Patiño-Hansen
»Det er ikke nemt at finde en parkeringsplads i indre København, hvor man kan have 20-25 biler stående,« tilføjer han.
»De har været med i så mange år, at de har kunnet få de gode adresser. Kundedatabasen minder meget om vores i fordelingen mellem privat og erhverv og mellem personbiler og varebiler. Det er den type kunder, vi gerne vil have. Vores målgruppe er hr. og fru Danmark.«
Oscar Biludlejning startede, kort før verden kom på fornavn med coronavirus i 2019. Nu har virksomheden 400 såkaldte selvstændige franchiseafdelinger i fem lande. Heraf ca. 120 i Danmark.


