Fortsæt til indhold

Incommodities-stiftere med i udlån til Turf Tank

Én af verdens mest innovative virksomheder, danske Turf Tank, fik i juli et stort lån. Bag udlånet er en række investorer, heriblandt nyrige energihandlere.

Her er stifterne af Incommodities. Fra venstre er det Emil Gerhardt, Jeppe Højgaard, Christian Bach og Jesper Johanson. Foto: PR
Erhverv

Det danske robotfirma Turf Tank har fart på.

Medarbejderstaben er næsten firedoblet på to år til 144 ansatte, og tidligere på året blev Turf Tank kåret som én af verdens mest innovative virksomheder.

Tilbage i juli kom det frem, at Turf Tank havde modtaget et lån på 225 mio. kr. til den hastige vækst og internationalisering, som selskabet er i gang med.

Bag lånet står velhaverforvalteren Artha, der investerer på vegne af en lang række af rige danske familier.

Det har dog endnu ikke været fremme, at en stribe danske nymilliardærer spiller en hovedrolle i lånet til robotfirmaet Turf Tank.

Nemlig de fire stiftere bag energihandleren Incommodities, der i fjor havde et overskud på over 10 mia. kr.

Incommodities-stifterne ejer således mellem 33,33 og 49,99 pct. af det nye selskab Artha Turf P/S, der har til formål at foretage udlån til Turf Tank.

Turf Tank har gang i en ambitiøs vækstplan.

I forbindelse med Incommodities-stifternes entré i Artha Turf blev der lavet en kapitalforhøjelse på over 135 mio. kr.

Men energihandlerne vil dog af principielle årsager ikke udtale sig om investeringen i Artha Turf, da der også er andre eksterne investorer.

Dog vil de gerne udtale sig generelt om investeringer hos Artha.

»Samarbejdet med Artha Kapitalforvaltning vedrører almindelige markedskonforme investeringer, hvor der bruges traditionelle eksterne kapitalforvaltere, og er et led i 9143 Invests investeringsstrategi,« siger Martin Nygaard Christoffersen, direktør i 9143 Invest, et selskab der geninvesterer udbytter fra Incommodities på vegne af de fire stiftere, i en skriftlig udtalelse.

Hos Artha udtaler man sig ikke om investorer eller på vegne af dem. Men udlånet til Turf Tank er ikke det første af sin slags, fortæller kapitalforvalteren.

»Udlån til virksomheder har altid været en del af forretningsområdet i Artha Selection, som er den del af Artha, hvor vi udbyder alternative investeringer til vores investorer som supplement til Artha Invest, der udbyder investeringsfonde med mere traditionelle aktivklasser som aktier og obligationer,« skriver Jan Severin Sølbæk, direktør i Artha, i en udtalelse.

Turf Tank har udviklet verdens første autonome opstregningsrobot til sportsbaner. Robotterne styres med en tablet og har dermed konverteret en ellers gammeldags, manuel arbejdsrutine til en opgave, der er overstået på minutter snarere end timer.

Foreløbigt anvender mere end 2.000 skoler, fodboldklubber, Premier League- og NFL-klubber Turf Tanks robotter til opstregning verden over.

I det seneste regnskab havde Turf Tank et underskud på 43,7 mio. kr.

Turf Tank er ejet af Bilbasen-stifter Johnny Laursen og tidligere Carsoe-topchef Mikkel Klitgaard Jacobsen.

Artiklens emner
Robotteknologi
InCommodities