Fortsæt til indhold

Så meget har du tjent, hvis du anskaffede dig en Novo-aktie i 1991

Aktier fra Novo Nordisk har et langt højere afkast end gennemsnittet, og investerede man i medicinalvirksomheden for mere end 30 år siden, er der en god slat penge at hente.

Afkastet på Novo Nordisk-aktier er markant højere end gennemsnittet på aktiemarkedet. Arkivfoto: Niels Hougaard
Erhverv

Der er ingen tvivl om, at det ville pynte gevaldigt på pensionsopsparingen, hvis man havde investeret i Novo Nordisk-aktier i starten af 1990’erne.

Medicinalvirksomheden blev børsnoteret tilbage i 1974. Dog har finanstjenesten Bloomberg kun data, der strækker sig tilbage til 22. juli 1991.

Skruer man tiden tilbage til dengang - for ca. 32 år siden - kostede sådan en aktie blot 2,69 kr. I dag koster de 1.261,8 kr. stykket, ifølge de seneste tal.

Otto Friedrichsen, som er aktiechef i den danske kapitalforvalter Formuepleje, fortæller, at der er tale om et samlet afkast (inkl. udbytter) på hele 46.174,32 pct. svarende til 21,09 pct. i gennemsnitligt afkast pr. år.

Og måske er det ikke sådan lige at forholde sig til. Men kigger på man MSCI World All Countries, som er det typiske globale sammenligningsgrundlag, når det kommer til akter, lyder det samlede afkast i periode på 988,31 pct. svarende til 7,73 pct. i gennemsnit pr. år.

Omregner man til reel indtjening pr. aktie, lander beløbet således på 1.242,1 kr.

Tallene får Otto Friedrichsen til at kalde Novo Nordisk et selskab, der »i allerhøjeste grad er en del af dem, som har genereret stærke, langsigtede, positive afkast over tid«.

Aktiekursen i Novo Nordisk siden d. 22. juli 1991 frem til d. 9. august 2023. Foto: Screenshot fra Bloomberg-terminal

Forskellen virker nærmest astronomisk fra gennemsnittet. Men hvor atypisk er den præstation?

»Normalt, hvis man tager et aktieafkast bredt funderet, så vil det jo være et aktieafkast svarende til det, som MSI World All Countries har givet. Så når man ser på et bredt aktiemarked-indeks globalt set, målt i danske kroner, så har aktier siden 1991 i gennemsnit om året givet ca. 7 pct. Ser man så på Novo, har de givet et gennemsnitligt årligt afkast på 21 pct., så Novo har altså siden 1991 gjort det næsten tre gange bedre i gennemsnit hvert eneste år, end aktiemarkedet har gjort. Så det er en meget, meget stærk aktieperformance.«

Stigningen ser ret eksplosiv ud fra omkring 2017 og særligt fra 2021. Hvad er det for en udvikling?

»Nu skal man også lige huske på, at havde vi cuttet den af i 2017 eller tidligere, så ville det også have været en stærk graf, fordi den eksplosive udvikling, vi har haft her over den seneste årrække, er ekstra stor, og den gør jo, at historikken tidligere kommer til at se mindre attraktiv ud, eller i hvert fald mindre eksplosiv ud. Men hvis vi holdt den op mod det globale aktiemarked, så er jeg sikker på, at Novo Nordisk ville se stærk ud relativt dertil.«

»Men for at forstå udviklingen, så skal vi jo forstå Novo, som er en virksomhed, der lever af forskning og udvikling. Så kursudviklingen her er Novos evne til at transformere forskning og udvikling i et kommercielt marked, og der må vi konstatere, at Novo igennem en meget, meget lang årrække har kunnet udvikle præparater, som har været toneangivende inden for et vækstmarked, primært inden for diabetes, men nu også her på det seneste indenfor fedme.«

Kan Novo Nordisk fortsætte sin eksplosive udvikling?

»Det er klart, at i øjeblikket kører det rigtig, rigtig godt, og det har man egentlig ikke grund til andet end at tro, at det også vil fortsætte med. Men igen, ligesom Novo i dag er et resultat af forskningen for 10-15 år siden, så er Novo i fremtiden også afhængig af, at man kan levere præparater, som kan følge med markedet og den efterspørgsel, der er i konstant udvikling. Det har Novo været ekstremt godt til tidligere, og det er selvfølgelig den sti, man skal fortsætte på.«

Artiklens emner
Aktier
Investbranchen