Fortsæt til indhold

Kjeld Kirk Kristiansen indtager pladsen som Danmarks rigeste

Efter at have været ude i kulden er Lego-familiemedlemmet tilbage blandt de 500 rigeste globalt.

Kjeld Kirk Kristiansen er barnebarn til Lego-stifter Ole Kirk Kristiansen. Arkivfoto: Kirkbi
Erhverv

En ny velhaver har indtaget pladsen som Danmarks rigeste enkeltperson.

Efter flere måneders nedtur er formuen hos den pengestærke forretningsmand Kjeld Kirk Kristiansen vokset så meget, at han nu har indtaget førstepladsen og kan kalde sig for den rigeste dansker. Det viser Bloombergs liste over de 500 rigeste enkeltpersoner torsdag.

Kjeld Kirk Kristiansen er tredje generation i familievirksomheden Lego og har i mange år stået i spidsen for det traditionsrige selskab.

Da hans formue var på sit højeste i starten af 2018 rådede milliardæren ifølge Bloomberg over mere end 13 mia. dollars. Det svarer til omkring 122 mia. danske kr. i torsdagens valutakurser.

Siden er hans formue dykket, og i marts forsvandt Lego-medejeren og hans tre børn helt fra den anerkendte milliardærliste.

Det skete, efter Bloomberg opgjorde Kjeld Kirk Kristiansens ejerandel i Lego til væsentligt mindre, end den tidligere har været.

Værdien bliver sat ud fra en estimeret salgsværdi og en indtjeningspris estimeret ud fra legetøjsbranchen generelt. Det sker ved bl.a. at sammenligne Lego med konkurrenter som de børsnoterede legetøjsselskaber Hasbro og Mattel, og selvom det er uvist, hvad der præcis har fået hans formue til at stige denne gang, ser det ud til, at det også er ændringer i Legos estimerede værdi, der har ført Kjeld Kirk Kristiansen helt til tops blandt de rigeste danskere.

Hidtil har Coloplast-ejer Niels Louis-Hansen indtaget toppen af milliardærlisten, men han er torsdag vippet af pinden.

Ifølge Bloomberg er Kjeld Kirk Kristiansens formue opgjort til 7,19 mia. dollars. Det svarer til over 48 mia. danske kr. og gør ham til den 330. rigeste i verden.

Niels Louis-Hansen er ifølge listen god for 7,09 mia. dollars - svarende til 47,95 mia. danske kr.

Coolplast-ejeren er den 337. rigeste globalt.

Udover de to danske forretningsfolk er også Kjeld Kirk Kristiansens tre børn - Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard - og Bestseller-milliardæren Anders Holch Polvsen blandt verdens 500 rigeste.

Artiklens emner
Kjeld Kirk Kristiansen