Hjemmearbejde tvinger barer til at nytænke happy-hour
Finansfolkene i Wall Street i New York fortsætter med at blive på hjemmekontoret. Det får restauranter og barer til at flytte happy-hour.
Coronapandemien har løsnet sit greb, men efterdønningerne af virussen fortsætter med at spøge, og en af de ting, der tilsyneladende er kommet for at blive, er hjemmearbejde.
Det har barer og restauranter på Manhattan måtte sande på den hårde måde.
Førhen var fredagen ugens store festdag efter en vel overstået arbejdsuge, men ifølge det amerikanske medie Bloomberg er nattelivet blevet nødsaget til at rykke happy hour til midt på ugen for at lokke finansfolkene ud på en drink, når de alligevel er inde i byen for at arbejde. For en stor del af branchen arbejder nemlig hjemme om fredagen.
Så nu er der hyret ekstra bartendere og DJs ind på tirsdage og onsdage.
»Den gennemsnitlige kunde er blevet et ”hjemmemenneske” siden pandemien,« siger Charles Lindsey, marketingsprofessor ved Buffalo Universitet til mediet.
»De tager hjem tidligere og bliver mere hjemme i weekenden. Så jeg tror, at barerne justerer derefter.«
Den samme tendens finder sted i Oslo. Her er den nye dag for billige drinks dog flyttet til torsdage, beretter mediet E24.
Det er ikke kun i finansbranchen, at medarbejderne forsætter med at arbejde hjemmefra. Også giganter som Amazon, Zoom og Google kæmper stadig med at få deres medarbejdere tilbage på storkontoret.
Her i Danmark eksperimenterer flere virksomheder med hybride modeller, hvor medarbejdere er hjemme nogle dage og på kontoret andre dage. Det gælder blandt andre PFA, der har tilladt, at medarbejderne arbejder hjemmefra to dage om ugen.
I andet kvartal sidste år arbejdede 11,9 pct. af de privatansatte ifølge Danmarks Statistik hyppigt hjemmefra. Det var dog blot 3,6 procentpoint flere end i samme periode før coronakrisen.


