Ny karriere: Anna Mee Allerslev har skabt milliongevinster på boligmarkedet
Anna Mee Allerslev har kastet sig over en ny karriere, efter tiden som politiker stoppede brat.
Anna Mee Allerslev har fået godt gang i en ny karriere, efter hun for år tilbage måtte trække sig fra en borgmesterpost i Københavns Kommune.
Eks-toppolitikeren er således medejer af hele 12 relativt nystartede selskaber, hvoraf flere allerede viser pæn millionindtjening.
Heriblandt ejendomsselskabet Real Estate AI, som Anna Mee Allerslev ejer 50 pct. af.
Real Estate AI står bag en række datterselskaber, hvor der købes dyre ejendomme i attraktive områder, som så renoveres og efterfølgende sælges videre med større fortjeneste.
Det gav i 2022 et overskud efter skat på 5,2 mio. kr. i Real Estate AI, viser et nyt regnskab.
Blandt de succesfulde bolighandler, som Anna Mee Allerslev har været med til at gennemføre, kan nævnes et hus på 307 kvm i den centrale del af Aarhus.
- Anna Mee Allerslev og hendes forretningspartnere overtog huset i Aarhus for 12,7 mio. kr. i februar 2021 gennem et selskab. Fire måneder senere var huset overdraget og solgt for 19,9 mio. kr.
- I Hellerup solgte Anna Mee Allerslev og forretningspartnerne i fjor et hus for 17,9 mio. kr. Et år forinden havde de købt huset for 12,4 mio. kr.
I alt har eks-politikeren været med til at købe seks ejendomme for sammenlagt 76 mio. kr. gennem diverse selskaber de seneste par år. Den billigste ejendom kostede 10,5 mio. kr. Den dyreste 17,1 mio. kr.
Boligsatsningen har dog ikke kun været fryd og gammen for Anna Mee Allerslev.
I 2022 kunne Ekstra Bladet afsløre, at der havde været sager om ulovlig arbejdskraft på flere af de byggerier, som Anna Mee Allerslevs selskaber var involveret i.
Allerslev rasede selv over ulovlighederne og havde ifølge Ekstra Bladet givet entreprenøren en stor bøde for sagerne.
Anna Mee Allerslev ejer ejendomsselskabet Real Estate AI med to egyptere, der driver investeringsselskabet Moonbase Capital fra Barcelona.
Udover satsningen på boliginvesteringer har Anna Mee Allerslev også stiftet et selskab med privatinvestoren Mark Jin Birk Hansen, der har optrådt en række gange i medierne med sit syn på investeringer.
Sammen er Anna Mee Allerslev og Mark Jin Birk Hansen blevet medejere af den nye kapitalforvalter Capgain, som vil investere i børsnoterede aktier og valuta.
Finans har forsøgt at få Anna Mee Allerslev i tale om den nye karriere. Men hun har på nuværende tidspunkt ikke lyst til at stille op til interview.

