Fortsæt til indhold

Dansk vinder af verdens bedste steak opkøber kreaturslagteri

John Sashi Nielsen har opkøbt Mogens Nielsen Kreaturslagteri A/S, som blev stiftet i 1914 og har været under konkursbehandling siden slutningen af juli.

John Sashi Nielsen er en alsidig forretningsmand, men hans første virksomhed var J.N. Meat International A/S. Foto: Emil Agerskov
Erhverv

John Sashi Nielsen må siges at vide, hvad en god bøf er.

Han har i hvert fald både vundet tre titler som verdensmester i steak og gjort forretning på at producere dem.

I 1980 startede han sin første produktionsvirksomhed. Siden har han produceret og solgt kød i mange flere afskygninger end bøffer. Nu har hans firma J.N. Meat International opkøbt det over 100 år gamle Mogens Nielsen Kreaturslagteri A/S, der i slutningen af juli indgav egenbegæring om konkurs.

Således føjer John Sashi Nielsen det første slagteri til sin direktørportefølje.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Om købet siger John Sashi Nielsen:

»Det ligger på det rette sted tæt på Slagelse, og muligheden kom på det rette tidspunkt.«

Han understreger samtidig, at rigtig mange ting skal falde på plads inden »sådan et køb«. Derfor var det også først efter 14 dage, han satte sin underskrift på papirerne.

Planen er at drive den 109 år gamle familievirksomhed videre - uden familiedelen. Mogens Nielsen Kreaturslagteri A/S fortsætter under navnet Dansk Naturkød 2023 ApS.

Dog er det blot 16 af 35 medarbejdere, der fortsat bliver en del af slagteriet, da de 14 dages konkurs trods alt har kostet nogle kunder. På sigt håber John Sashi Nielsen at kunne genansætte flere af de tidligere medarbejdere, når slagteriet kommer i gang igen, fremgår det af artiklen.

Mogens Nielsen Kreaturslagteri A/S blev etableret i 1914 og drevet som familievirksomhed gennem fire generationer. Til sidst havde de 300-350 slagtninger om ugen. Men en oparbejdet gæld på over 22,9 mio. kr. blev familieslagteriets endeligt.

Nu er slagteriet altså i hænderne på John Sashi Nielsen, som i 2018, 2019 og 2021 vandt World Steak Challenge i produktionskategorien. Alle tre gange med kød fra kvæg hentet i Finland.

Foruden de mange års erfaring indenfor kødproduktion har han tjent godt på at investere i ejendomme gennem investeringsselskabet John Nielsen Finans ApS, som han stiftede i 1982, og i dag ejer sammen med sin søn.

Artiklens emner
Fødevareindustrien