Fortsæt til indhold

Vietnamesiske VinFast eksploderer i værdi og overhaler både Ford og VW

Et i Europa ukendt vietnamesisk bilmærke er stormet ind på den amerikanske børs i Wall Street og har nu en højere markedsværdi end både VW og Ford.

Elbilproducenten VinFast har fået en overvældende børsintroduktion i USA og er eksploderet i værdi. Her er det selskabets model VF8. Foto: VinFast.
Erhverv

Der er penge i biler – ikke mindst elbiler. Og nogle gange ikke mindst på forventningen til de elbiler, der kommer ud af produktionsbåndet.

Tag nu f.eks. det i europæisk sammenhæng ukendte vietnamesiske elbilmærke Vinfast, der for kort tid siden gik på børsen i Wall Street.

Alene på førstedagen steg aktien fra en udbudspris på 10 dollars per aktie til 37 dollars ved børsluk. Det skriver CNN Business.

Dermed steg aktien med 270 pct. og overgik samtidig både VW og Ford i værdi. VinFast nåede på rekordtid en værdi på 85 mia. dollars eller knap 580 mia. kr. Til sammenligning har tyske Volkswagen en værdi på 475 mia. kr., mens Ford med en værdi på 327 mia. kr. næsten kun er lidt mere end halvt så meget værd.

Og når det regner på bilen, ja, så drypper det på ejeren, som i det her tilfælde hedder Pham Nhat Vuong og er Vietnams rigeste person. Han ejer ifølge CNN Business 99 pct. af VinFast, så aktiens værdi er baseret på handel med en relativt lille portion aktier.

Ikke desto mindre katapulterede den succesfulde børsintroduktion Pham Nhat Vuongs personlige formue op til 302 mia. kr. – altså næsten det samme som værdien på Ford-koncernen.

VinFast så dagens lys så sent som i 2017 og er en del Vuongs konglomerat Vingroup. Elbilproducenten har ifølge CNN Business haft succes på det vietnamesiske marked, hvor et omfattende ladenetværk i landet gør det umiddelbart interessant at køre elbil.

Omvendt er det gået langsommere på det nordamerikanske marked, hvor et begrænset antal biler foreløbigt er kommet ud på vejene. Ydermere har producentens elbiler, busser og scootere fået elendige anmeldelser af amerikanske motormagasiner.

Bladet Road & Track kalder Vinfasts SUV, VF8, »simpelthen uacceptabel«, mens magasinet MotorTrend skriver »Return to sender« med slet skjult henvisning til Elvis Presleys giganthit.

VinFast har proklameret, at man åbner en produktionsfabrik i den amerikanske stat Georgia, hvor man håber at nå op på en årlig produktion på 150.000 biler.

Men selv om markedsværdien er eksploderet, har VinFast endnu ikke formået at generere et overskud. Således havde selskabet ifølge dets egen opgørelse et underskud på lidt over 12 mia. kr. fra september sidste år og ni måneder frem.

Artiklens emner
Bilbranchen
Elbiler