Forårets trecifrede milliardafkast på pensioner er skattefrit for danskerne
Sidste års store tab på pensionsopsparingerne udløser store skattefrie afkast i 2023.
Danskerne har tjent pænt på deres pensioner i årets første seks måneder. Og afkastet på omkring 268 mia. kr. er stort set skattefrit ovenpå de store milliardtab på pensionsordningerne sidste år.
Som følge af det negative afkast i fjor skal der nemlig ikke betales pensionsafkastskat - også kaldet PAL-skat - på 15,3 pct. foreløbig.
Ifølge AP Pension og Spar Nord tabte danskerne i 2022 svimlende 612 mia. kr. på deres pensionsordninger. Og afkastet skal overstige sidste års minus, førend man igen skal betale PAL-skat.
»Hvis ikke vi havde haft et 2022 med negativ udvikling, ville et afkast på 612 mia. kroner betyde, at danskerne samlet set skulle betale 94 mia. kroner i pensionsafkastskat. Så lidt populært kan man sige, at danskerne har 94 mia. kroner i pensionsafkastskat til gode,« konstaterer pensions- og investeringskonsulent i Spar Nord, Michael Mehlsen Sørensen, i en skriftlig kommentar.
PAL-skatten trækkes hvert år i januar, uanset om man har realiseret en gevinst eller ej. Satsen ligger som nævnt på 15,3 pct.
Og når pensionsopsparingerne falder i værdi som i 2022, kan de kommende års gevinster modregnes i tabet.
Michael Mehlsen Sørensen vurderer, at der fortsat er lange udsigter til, at danskerne »over en bred kam« skal betale skat af pensionsafkastet. Det selv om første del af 2023 har budt på pæne afkast, og så småt er begyndt at indhente sidste års tab.
Ifølge en afkastsammenligning, som analysehuset Nikolaj Holdt Mikkelsen har foretaget på tværs af selskaber for AP Pension, har afkastet for en pensionskunde med moderat risiko og 20 år til pension i gennemsnit ligget på godt 7 pct. i det første halvår af 2023.
Der er dog en vis forskel på, hvor langt selskaberne er i forhold til at indhente sidste års tab.
Enkelte kunder vil givetvis allerede være tæt på at have opbrugt deres tab for 2022. Det vil dog være et fåtal af de kunder, der lader pensionsselskabet stå for investeringerne, vurderer AP Pension.
For kunder, der selv investerer og har haft en heldig hånd i 2022 og dermed begrænset deres tab, kan sagen være en anden.
Men Mia Eskebjerg fra AP Pension estimerer, at der for mange danskere stadig er et godt stykke vej, før de igen skal betale skat af deres pensionsafkast.
Ifølge AP Pension vil danskerne kunne tjene yderligere omkring 344 mia. kr. skattefrit på deres pensioner, før der skal betales pensionsafkastskat igen.
De seneste tal fra Danmarks Statistik opgør en gennemsnitlig pensionsformue til ca. 890.000 kr., og hvis den almindelige dansker har haft et negativt afkast på 14 pct., betyder det, at pensionsformuen skrumpede med ca. 125.000 kr. i 2022.
Således vil hver dansker i gennemsnit kunne hente 70.000 kr. i afkast, før der skal betale skat, lyder regnestykket fra Spar Nord og AP Pension.
I øjeblikket taber pensionerne igen værdi efter en sommer med gode afkast.

