Se ATP's model: Så længe kan vi forvente at leve
De fleste af os kan regne med at dø en smule før, end det tidligere blev estimeret. I hvert fald ifølge en opdatering af ATP's levetidsmodel.
Ethvert menneske ankommer til denne verden med en udløbsdato, som vi ikke kender.
Ikke desto holder ATP godt øje med danskernes gennemsnitlige forventede levetid, som er en afgørende faktor for forretningen.
Hvert år opdaterer pensionspengekassen derfor sin såkaldte levetidsmodel. Ifølge den seneste opdatering ventes den forventede levealder at falde med to-tre måneder for næsten alle aldersgrupper, hvilket får ATP til at rykke rundt på et milliardbeløb.
Det er andet år i træk, at udviklingen går i den retning, og det skal man et godt stykke tilbage i historien for at finde et tilsvarende eksempel på.
»2022 afviger fra normalen, for det er første gang siden 1995, at den forventede levetid herhjemme bliver kortere to år i træk. Det er bl.a. Covid-19, der er skyld i en overdødelighed i 2021 og 2022,« lyder det i en pressemeddelelse fra Liselotte Milting, som underdirektør i ATP Pension og chef for Aktuariatet, der står bag udviklingen af levetidsmodellen.
Modellen tilsiger, at en pige, der er født i 2023, kan forvente at blive 95 år. Levetiden er to år kortere for en dreng fra samme årgang.
En i dag 20-årig kvinde har desuden 20 pct. chance for at blive mindst 100 år ifølge ATP.
Modellen bygger på både danske data og data fra 17 andre lande, der menes at være sammenlignelige. Den har til formål at beregne, hvor langt pensionen skal række.
»ATP udbetaler en månedlig pension, lige så længe medlemmerne lever. Derfor er udviklingen i levetid den største enkeltstående risiko for ATP,« som det lyder i ATP Koncernens årsrapport for 2022.
De årlige opdateringer har således indflydelse på, hvor mange penge ATP hensætter til evt. længere forventet levetid.
Da levetiden i 2021-opdateringen gik tilbage med 1-2 måneder, fik det ATP til at rykke 3,8 mia. kr. fra de garanterede ydelser til det såkaldte bonuspotentiale. Det skrev Børsen ifølge Finanswatch fjor.
I forbindelse med den nye opdatering, drejer det sig om 1,9 mia. kr., oplyser ATP til Finans.
Bonuspotentialet er reserven, der kan bruges til at genere afkast for i sidste ende at kunne udbetale større beløb til ATP’s medlemmer.



