Eksperter om Novo Nordisks guldfeber: »Uholdbar«
Den høje pris på Novo Nordisks eftertragtede slankemedicin Wegovy sprænger medicinbudgetterne i USA. Eksperter mener, at priserne skal ned eller adgangen begrænses yderligere.
Novo Nordisks vækstgallop i USA risikerer snart at løbe ind i en mur.
Prisen på selskabets populære slankemiddel Wegovy er sat så højt, at arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, der er Novo Nordisks vigtigste salgskanal i USA, ikke har råd til at betale prisen i længden.
Det kan ende med at koste salg og markedsandele for Novo Nordisk i USA, lyder forudsigelsen fra eksperter og en aktieanalytiker.
Det er afgørende for Novo Nordisk, fordi selskabet henter langt størstedelen af sine indtægter fra vækstdriveren Wegovy på det amerikanske kontinent.
Prislejet på midlet har allerede fået flere til at sløjfe dækningen, fordi prisen er for høj i forhold til det store antal patienter, der ønsker behandlingen.
Blandt andre har University of Texas System, der er en samling af otte universiteter i delstaten med omkring 116.000 medarbejdere, af den årsag sløjfet dækningen fra september.
Organisationens medicinudgifter blev ifølge Wall Street Journal mere end tredoblet på halvandet år som følge af forsikringsdækningen af Wegovy.
Samtidig er det amerikanske forsikringsselskab Anthem på nakken af læger, som udskriver Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic til behandling af svær overvægt, da man har fokus på at holde medicinudgifterne nede.
Ozempic, der er Novo Nordisks bedst sælgende produkt, har det samme indholdsstof som Wegovy. Derfor kan det skabe tilsvarende vægttab, hvis udskrevet i den rette dosis.
Jeff Levin-Scherz, der rådgiver store amerikanske selskaber i at strikke deres sundhedsforsikring sammen for konsulentfirmaet Willis Tower Watson, forventer, at andre arbejdsgivere vil følge i kølvandet på eksemplet fra University of Texas System.
»Jeg tror, at der vil være flere arbejdsgivere, som enten stopper med at dække, eller som vil begrænse dækningen af Wegovy, fordi de skal holde sig inden for et budget, selvom de hellere end gerne vil tilbyde en effektiv behandling,« siger han.
Den holdning deler James Gelfandt, adm. direktør i Erisa Industry Committee, som varetager store amerikanske selskabers interesser i spørgsmål omkring arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring.
Han kalder prisen på Wegovy »uholdbar« og forventer, at flere arbejdsgivere og forsikringsselskaber vil vende Wegovy ryggen, hvis ikke Novo Nordisk sænker prisen.
»Jeg ser det som meget usandsynligt, at arbejdsgivere og forsikringsselskaber vil dække midlet på sigt, taget de umådelig store udgifter i betragtning,« siger han.
Forsikiringsmægleren Willis Tower Watson har tidligere estimeret, at arbejdsgiveres medicinudgifter stiger med 50 pct., hvis bare halvdelen af de forsikringsdækkede medarbejdere får udskrevet midlet.
Når et middel som Wegovy vælter medicinbudgetterne, er der som regel kun to udveje, siger Robin Feldman, der er en af USA’s førende juraprofessorer med speciale i det amerikanske sundhedssystem.
Enten skal Novo sænke prisen, eller også bliver adgangen til det stærkt efterspurgte lægemiddel reduceret, vurderer hun.
»De høje priser er uholdbare. Forsikringsselskaberne har ikke råd til at betale så meget for så mange patienter,« siger hun.
Ifølge medicinanalytiker Michael Leuchten fra den schweiziske bank UBS kan Novo Nordisk risikere at miste markedsandele på den baggrund.
Her peger han på, at nogle forsikringsselskaber eller arbejdsgivere foretrækker Novo Nordisks konkurrent Eli Lilly, der har Mounjaro, et mere effekttivt vægttabspræparat, på trapperne.
»Forsikringsselskaber er tilbageholdende med at betale for medicinen, og mange arbejdsgivere lader til at have forbehold omkring dækningen af vægttabsmedicin,« skriver han i en analyse fra maj.
På den baggrund estimerer han et samlet salg for koncernen på 264 mia. kr. i 2027, hvilket er markant lavere end konsensus blandt analytikerne, der følger selskabet. I 2022 nåede Novo Nordisk et samlet salg på 176 mia. kr.
Den manglende villighed til at betale for Wegovy ses også i Danmark, hvor den medlemsejede forening Sygeforsikringen Danmark har stoppet dækningen af Wegovy, fordi det blev for dyrt.
Tidligere på året har de danske sundhedsmyndigheder anbefalet at trække den økonomiske støtte til patienter på Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic, fordi udgifterne på omkring 1,1 mia. kr. i 2023 er blevet for store.
Ligesom det amerikanske forsikringsselskab Anthem er Region Nord i Danmark også på en mission for at stoppe udviklingen i udskrivninger af Ozempic og har sendt breve til læger, der i regionens optik udskriver medicinen forkert.
Novo Nordisk møder lige nu større efterspørgsel på Wegovy, end de kan mætte. Det medvirker til, at selskabet forventer en salgsvækst på op til 33 pct. i 2023.
På den baggrund er selskabets ledelse af den holdning, at det vil være »svært« for arbejdsgivere og forsikringsselskaber at begrænse adgangen til midlet.
»Så vi fortsætter, men vi er tilfredse med graden af adgang i dag, og det bygger vi videre på,« sagde Doug Langa, der er koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for den amerikanske forretning, i forbindelse med selskabets seneste kvartalsregnskab.
De arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer står for størstedelen af Novo Nordisks adgang til patienter. Ifølge Novo Nordisk har selskabet her adgang til omkring 30 millioner svært overvægtige amerikanere.
Medicaid, der er en offentlig sundhedsforsikring for amerikanere over 65 år, dækker ifølge Novo Nordisk omkring 10 mio. med svær overvægt.
Evan Seigerman, der er medicinalanalytiker hos den amerikanske investeringsbank BMO, mener, at diskussionen om forsikringsdækning af Wegovy har taget en radikal drejning.
Tidligere på sommeren offentliggjorde Novo Nordisk hjerte-data fra det såkaldte Select-forsøg, der viste en 20 pct. risikonedsættelse for hjerte-kar-sygdom efter behandling med midlet.
På sigt vil Select-studiet være med til at udbrede forsikringsdækningen, da der er en økonomisk gevinst i at forhindre for eksempel hjerteanfald eller et slagtilfælde, siger han.
»Der kan være budgetmæssige konsekvenser på den korte bane, og det skal systemet lære at balancere, men på længere sigt vil det være dyrere ikke at tilbyde denne type medicin til patienter, der er overvægtige,« lyder det fra Evan Seigerman.
I en skriftlig kommentar skriver Lars Otto Andersen-Lange, der er presseansvarlig i Novo Nordisk, at WHO har klassificeret overvægt som en sygdom.
Det understreger ifølge ham behovet for behandling.
»Den mest effektive måde at gøre medicin mod overvægt tilgængeligt for de millioner af amerikanere, som har behov for det, er ved at sikre, at behandlingen er dækket af sundhedsforsikringer,« udtaler han.
Lars Otto Lange-Andersen oplyser desuden, at Novo Nordisk arbejder på at udvikle flere nye modeller, der skal hjælpe de allersvageste patienter. I USA forsøger Novo Nordisk for eksempel at sikre tilskud til veteraner.
»Det er noget, der tager tid, og noget, hvor vi har brug for at arbejde sammen med organisationer og myndigheder verden over,« skriver han.

