Fortsæt til indhold

Efter millioninvestering i "Løvens Hule": Urban-Hald fortsætter vækstrejse

For fjerde år i træk præsenterer virksomheden Urban-Hald, der er kendt fra "Løvens Hule", et regnskab med vækst. Men det har været et dyrt år for vennerne bag virksomheden.

Urban Hald ejes og drives af vennerne Lasse Hald (tv) og Daniel Urbaniak. Foto: Urban-Hald
Erhverv

Sidste år kunne danskerne se med, da serieinvestorerne Jacob Risgaard og Christian Arnstedt sendte 2,4 mio. kr. efter virksomheden Urban-Hald i ”Løvens Hule” – en af de største investeringer i programmets historie. Det tyder på at være en fornuftig investering.

Nye regnskabstal fra virksomheden, der sælger innovative byggematerialer til private og erhverv, viser lovende vækst for fjerde år i streg.

Onsdag kunne Urban-Hald præsentere et overskud og en bruttofortjeneste, der er vokset – dog ikke så meget som sidste år. Men der er også sket en hel del på et år, fortæller medejer Lasse Hald.

»Det er et helt andet niveau, vi er oppe på nu, i forhold til det, vi lå på sidste år. Vi har brugt rigtig mange penge,« siger han.

Konkret viser årets regnskabstal, at Urban-Hald har landet en bruttofortjeneste, der er 2,9 mio. kr. højere end sidste år, hvor virksomheden ellers formåede at fordoble sin bruttofortjeneste. Årsresultatet før skat lander 264.000 kr. over sidste års resultat.

Lasse Hald peger på et »omkostningstungt« år som årsag til, at bundlinjen ikke har fulgt samme vækst, som tidligere.

Virksomheden har oprustet på flere punkter. Indkøbslisten tæller nye økonomisystemer, lagerstyringssystemer og nye showrooms.

»Vi har også givet vores marketingafdeling et løft, for vi kan ikke leve af den branding, vi fik i Løvens Hule,« siger medejeren.

Desuden er virksomheden vokset med 5 fuldtidsstillinger, så den nu er oppe på 11. Det har også kostet tid og penge.

»Vi har vækstet med rekordfart, og det har krævet, at vi fik onboardet nogle gode, kvalificerede medarbejdere. Men det er ikke bare noget vi har kunnet gøre fra den ene dag til den anden. Vores produkter er komplicerede, og det kræver, at medarbejderne er fuldstændig sat ind i vores produkter, inden de taler med kunder,« siger Lasse Hald.

Virksomheden sælger produkter som trægulve, microcement og facadepuds som gør-det-selv-løsninger. Interesserede kunder kan se produkterne i ubemandede showrooms rundt om i landet. Senest har Urban-Hald åbnet sådan et showroom i Aarhus, og snart vil mobile showrooms dukke op i flere byer, fortæller Lasse Hald.

Artiklens emner
Iværksætteri
Regnskaber