Flere konkurser bag sig: Nu rammer det iværksætter personligt
Den danske iværksætter Nikolaj Krøll Madsen, der har et hav af konkurser i bagagen, går personligt konkurs.
Cocktails, ejendomme, events og udbringning af isterninger.
Det er bare nogle af de forretningsområder, som den danske iværksætter Nikolaj Krøll Madsen har kastet sig over uden den store succes. Iværksætteren fra Fyn trækker en lang række konkurser, politianmeldelser og »mystiske« pengeoverførsler bag sig.
Og nu er listen over konkurser blevet endnu længere.
Seks selskaber ejet af Nikolaj Krøll Madsen har drejet nøglen om. Det gælder bl.a. to ejendomsselskaber og selskaber indenfor bar-catering, personaleudlejning og barkurser og - udlejning til f.eks. bryllupper. Samtidig er Nikolaj Krøll Madsen selv gået personligt konkurs, og alle hans ejendele af værdi vil blive solgt i forsøget på at betale gælden af. Det viser oplysninger fra Statstidende.
Den omdiskuterede iværksætter blev millionær som 20-årig ved at agere manager for deltagerne i tv-programmet ”Paradise Hotel”. Det skete ved at sende tv-deltagerne til event-opgaver i landets storcentre og på diskoteker. Siden vendte flere kendisser sig dog mod ham, fordi de mente, at han havde snydt dem for penge og løbet fra aftaler.
Det gjaldt bl.a. tv-personligheden Amalie Szigethy og hendes ekskæreste Peter Birch.
Siden har Nikolaj Krøll Madsen været involveret i konkursen af eventstedet Dok5000 i Odense. Ifølge Fyens Stiftstidende resulterede det i, at Fyns Politi blev involveret. Det skete ifølge mediet bl.a. som følge af en række »mystiske« pengeoverførsler til et af de selskaber, som nu er gået fallit.
»Jeg er selv meget berørt af situationen. Vi har kæmpet en hård kamp siden corona for at genrejse forretningen. De seneste seks måneder har vi grundet inflationen oplevet et omsætningsfald på 40 pct. i forhold til sidste år, der satte os under voldsomt likviditetspres,« skriver Nikolaj Krøll Madsen i mail.
Han afviser at stille op til interview.
I stedet understreger han, at selskaberne kæmpede til sidste minut og nu arbejder på at »få ryddet op« i samarbejde med kurator og give kunderne de bedste forudsætninger for at komme videre »så skånsomt som muligt«.
Advokat Morten Elbrønd, der er indsat som kurator i de mange konkurser, bekræfter de nye konkurser.
»Jeg kan bekræfte de nye konkurser, men jeg kan ikke sige mere lige nu. Vi er i gang med det traditionelle arbejde og forsøger at danne os et overblik over de mange selskaber,« siger advokaten.
Han understreger samtidig, at det fortsat for tidligt at komme med et bud på den samlede gæld, og hvad der ligger til grund for de mange konkurser. Samtidig vil det blive undersøgt, om der er grundlag for konkurskarantæne.
Nikolaj Krøll Madsen har indtil for nyligt været frataget retten til at drive virksomhed i forbindelse med konkurskarantæne i en tidligere konkurssag.
Derfor har hans mor Annette Immerdal Madsen også været indsat som direktør i hans selskaber.
Dok5000 i Odense gik konkurs med en gæld på mere end 5 mio. kr. Flere af de tidligere selskaber er ligeledes gået ned med millioner i gæld.
Nordic Liquid Group, som er blandt de selskaber, der nu drejer nøglen om, skriver på sin hjemmeside, at det har mere end 16 års erfaring og er førende indenfor branchen.
Udover Danmark er selskabet - ifølge hjemmesiden - tilstede i Tyskland og Spanien.
Det står bag 13 forskellige koncepter indenfor bar- og festbranchen. Hovedparten af dem er udlejning eller barkurser.


