Andreas Mogensen og resten af Crew 7 er sendt i kredsløb i rummet
Opsendelsen foregik planmæssigt og astronauterne har nu kursen sat mod Den Internationale Rumstation, ISS.
Lift off!
Det forløb uden problemer, da den danske astronaut Andreas Mogensen med sine tre kollegaer på Huginn-missionen lørdag formiddag kl. 09.27 dansk tid blev sendt mod deres rejse ud i rummet.
Efter at den nok så velkendte nedtælling havde lydt, løftede den enorme raket sig tungt, men sikkert fra landjorden, alt i mens flammer stod omkring den og fik den til lyse den mørke Florida-nattehimmel op.
Godt 11 minutter efter, at raketten Endurance blev sendt afsted fra affyringsrampen på Kennedy Spacecenter, kunne besætningen og resten af verden konstatere, at raketten var kommet i kredsløb omkring jorden.
En flyvende bamse, et dovendyr ved navn Sashca, som Andreas Mogensen havde medbragt, fløj rundt i kontrolrummet og indikerede, at man havde bestået den såkaldte zero-gravity-test. Og at man altså med en fart på 27.000 kilometer i timen nu var i kredsløb i rummet.
»Cheers!« lød det fra kommandocentralen, mission control, på jorden.
Det skete efter, at raketten havde frakoblet sig selve løfteraketten Falcon 9, som satte retning tilbage mod jorden. Kort efter frakobledes farttøjets anden motor og dermed kunne rumkapslen Dragon, hvor besætningen sidder, sætte kursen mod ISS.
Dermed er besætningen nu på vej mod Den Internationale Rumstation, som de forventes at kunne sammenkobles til kl. 14.50 søndag dansk tid.
»Vi har måske besætningsmedlemmer med fra fire lande, men vi er et forenet team,« lød de første ord fra rumskibets kommandør, Jasmin Moghbell, inden hun takkede alle personer, der har været involveret i opsendelsen og de fire astronauters familier for opbakningen.
Det er Andreas Mogensens anden mission i rummet, og denne gang skal han tilbringe seks måneder på Den Internationale Rumstation. Her skal den 46-årige astronaut deltage i en lang række eksperimenter og vedligehold af rumstationen.
Om bord på rumfarttøjet er også den 40-årige Jasmin Moghbeli fra USA, den 59-årige Satoshi Furukawa fra Japan og samt den 39-årige Konstantin Borisov fra Rusland.

