Trump er tilbage på det sociale medie X
Fredag delte Donald Trump sit første opslag siden stormløbet på den amerikanske kongres i januar 2021.
Han plejede at være en særdeles aktiv bruger på det sociale medie Twitter, der siden har skiftet navn til X, men efter stormløbet på den amerikanske kongres fik Donald Trump pludselig mundkurv på.
Men nu er stilheden brudt efter 2,5 år.
Fredag delte den tidligere præsident et opslag på X med det forbryderbillede, der blev taget, da han torsdag blev anholdt og senere løsladt i staten Georgia.
I opslaget deler han et weblink til en kampagne, samt teksten »Valgindblanding. Overgiv dig aldrig!«.
Hans profil blev i sin tid lukket efter, at Trump-tilhængere med vold brød ind i kongressen for at forsøge at forhindre godkendelsen af præsidentvalget i 2020.
Dengang skrev Twitter ifølge BBC en officiel meddelelse:
»Vi har permanent suspenderet profilen på grund af risiko for yderligere opfordringer til vold.«
Senere oprettede Trump sit eget sociale medie, Truth Social, der dog er langt fra ligeså populært som Twitter, nu X.
Da Elon Musk i oktober sidste år købte Twitter blev kontoen genåbnet, men det er alligevel først nu, at Donald Trump er kommet helt tilbage til platformen.
Ifølge BBC var opslaget blevet set mere end 36 millioner gange i løbet af de første tre timer, og det havde fået 530.000 likes. Søndag formiddag er det blevet set af 245,5 millioner, har 1,6 millioner likes og 359.000 delinger.
Den tidligere præsident genererer en enorm mængde trafik, og Trumps tilbagevenden kan potentielt få endnu flere til at benytte sig af X, som har haft problemer med at få nok reklamepenge ind til at dække udgifterne, fortæller BBC.
Elon Musk har da også delt opslaget med teksten: »Next-level.«


