Fortsæt til indhold

Arbejdsgivere vil af med værkstedskalenderen

Kalendere med afklædte kvinder og mænd passer ikke ind på nogen arbejdsplads, lyder det fra en arbejdsgiverorganisation i en ny kampagne.

Tekniq Arbejdsgiverne har kastet sig ud i en kampagne mod såkaldte nøgenkalendere. Tiltaget skal sætte gang i dialog om arbejdsmiljø og kommunikation på den enkelte arbejdsplads. Illustration: Tekniq Arbejdsgiverne
Erhverv

Er tiden løbet fra letpåklædte kroppe som pynt på arbejdspladsen?

Troels Blicher Danielsen er ikke i tvivl.

»Hvis man gerne vil tiltrække fremtidens arbejdskraft, skal man forstå den verden, som vores unge mennesker bevæger sig i. De synes ikke – det synes jeg heller ikke – at nøgenkalendere skal hænge på en arbejdsplads,« siger han, som er adm. direktør hos arbejdsgiverorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne, der organiserer ca. 4.000 virksomheder inden for el, vvs og metal.

Det er en forældet kultur at lade afklædte mænd og kvinder pryde værksteder og skurvogne, mener organisationen, som nu vil komme de såkaldte værkstedskalendere til livs med en ny kampagne.

For måske afholder de unge - ikke mindst unge kvinder - fra at søge ind i installationsbranchen og metalindustrien, hvor der er rekrutteringsproblemer.

Hvor ved I fra, at de unge ikke vil have det?

»Vi ved i hvert fald, at det er en arbejdskultur og et arbejdsmiljø, som mange reagerer på og ikke synes er moderne,« siger han.

Den viden er baseret på dialog med lærlinge i brancherne, uddyber Troels Blicher Danielsen.

»Hvis vi gerne vil have de dygtigste faglærte, skal vi kunne rekruttere fra hele basen af unge mennesker. I dag trækker vi hovedsageligt fra den mandlige halvdel.«

Tekniq Arbejdersgiverne har ikke undersøgt, hvor mange virksomheder der har en af de omtalte kalendere hængende. Der er formentlig flere eksempler, end man tror, vurderer Troels Blicher Danielsen.

Tror I reelt, at det får flere kvinder til at søge, at kalenderne bliver pillet ned?

»Om der lige er en årsagssammenhæng mellem de to, kan jeg nok ikke bevise. Men vi tør gå foran og tage diskussionen med vores medlemmer om, at man skal sørge for at have et arbejdsmiljø med plads til alle køn. Det, tror jeg, kan flytte noget. Der er ikke forskel på at blive smed og elektriker. Vi skal have det samme arbejdsmiljø som inde på advokatkontoret.«

Som modtræk har organisationen derfor sendt en ny kalender ud til medlemsvirksomhederne som et alternativ til den mere kontroversielle af slagsen.

Hver måned i den nye kalender illustrerer arbejdspladser i en række andre brancher - det være sig eksempelvis en bedemand eller en skoleklasse - hvor der optræder en kalender med afklædte modeller i baggrundsmiljøet.

»Passer den ind her? Det gør den heller ikke på din arbejdsplads,« lyder den ledsagende tekst.

Kalenderen skal sætte gang i dialog om arbejdsmiljø og kommunikation på den enkelte arbejdsplads. Illustration: Tekniq Arbejdsgiverne

Kalenderen skal fungere som oplæg til debat om arbejdsmiljøet og kommunikationen ude på den enkelte arbejdsplads, uddyber Troels Blicher Danielsen.

Det løser næppe alle problemerne at fjerne de halvnøgne modeller fra arbejdsmiljøet. Men det er sted at starte, mener han.

Adspurgt om kampagnen mere er symbolsk, svarer han:

»Vi ved, at kalenderne er derude, og jeg går da ud fra, at vores medlemsvirksomheder tager dialogen om dem. Nu har de i hvert fald et redskab til at gøre det, og det betyder noget for os.«

Billedet er et eksempel fra kampagnen mod nøgenkalendere. Det er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens og billedmanipulation, oplyser organisationen Tekniq Arbejdersgiverne. Illustration: Tekniq Arbejdsgiverne
Et eksempel fra kalenderkampagnen, der skal illustrere, at kalendere med letpåklædte modeller ifølge organisationen ikke hører sig hjemme på nogen arbejdspladser. Illustration: TEKNIQ Arbejdsgiverne
Artiklens emner
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø