Fortsæt til indhold

Sagsøgt: Burgerkæde beskyldes for at snyde med størrelserne

Et søgsmål mod den amerikanske burgergigant Burger King, beskylder restaurantkæden for at snyde sine kunder. Og det er ikke den eneste gang, at den slags beskyldninger er endt i retten.

Burger King er blevet sagsøgt over størrelsen på deres "Whopper". Arkivfoto: Gene J. Puskar/AP Photo
Erhverv

Et amerikansk gruppesøgsmål mod fastfoodkæden Burger King, hævder at kæden vildleder sine kunder, skriver BBC.

Anklagerne lyder, at Burger Kings ”Whopper” bliver fremstillet som værende 35 pct. større, end den er i virkeligheden. Billeder af burgeren viser ifølge anklagerne, at en ”Whopper” indeholder dobbelt så meget kød, som de burgere, der serveres til kunderne.

Ifølge BBC har Burger King selv afvist anklagerne. Kæden har tidligere argumenteret for, at det ikke er påkrævet, at den serverer burgere, der ser nøjagtigt ud som på billederne.

»De flammegrillede oksekødsbøffer, der er portrætteret i vores reklamer, er de samme bøffer, som bruges i de millioner af Whopper-sandwiches, vi serverer til gæster i hele landet,« sagde en talsmand for Burger King ifølge BBC, efter en dommer havde accepteret, at søgsmålet blev ført ved retten i USA.

Og faktisk er det ikke første gang, at den type søgsmål rammer store amerikanske fastfood-kæder.

Sidste år blev burgerrestauranterne McDonald’s og Wendy’s beskyldt for unfair og vildledende handelspraksis. Begge restauranter blev sagsøgt for at fremstille deres burgere som 15 pct. større end i virkeligheden, når de blev portrætteret i marketingmateriale, skriver BBC.

Tidligere i år blev fastfood-kæden Taco Bell også sagsøgt for at sælge pizzaer og wraps, der kun indeholdt halvdelen af det fyld, som retterne var markedsført med.

Storbritannien forbød tilbage i 2010 en reklame fra Burer King, som fremstillede kædens kyllingesandwiches som værende større, end hvad virkeligheden var.

Artiklens emner
Fødevareindustrien
Hotel og restaurant