Fortsæt til indhold

Frygtet sygdom spreder sig hastigt i landbruget

Antallet af europæiske gårde, der rammes af svinepest, stiger eksplosivt. Hvis sygdommen spreder sig til et bestemt land, kan det få katastrofale konsekvenser for landbrugssektoren i hele Europa.

Erhverv

Svinepest spreder sig med lynets hast i en række europæiske lande.

De seneste to uger har EU-Kommissionen modtaget indberetninger om udbrud i 633 europæiske svinebesætninger.

Det skal ses i lyset af, at den frygtede sygdom i løbet af hele 2022 kun blev konstateret på 537 svinefarme i Europa.

Ifølge Landbrug & Fødevarer viser de nyeste opgørelser fra EU-Kommissionen, at der fra 1. januar til 20. august i år har været 2.089 udbrud af svinepest på europæiske gårde. Der er aldrig tidligere konstateret blot tilnærmelsesvist så mange udbrud på så kort tid.

Svinepesten spredte sig i 2014 fra Rusland og Hviderusland ind i Baltikum og Polen. Herfra har sygdommen siden gradvist spredt sig sydpå gennem Østeuropa og sprang i 2020 ind i Tyskland. Her er sygdommen nu vidt udbredt i landets store bestand af vildsvin. Der har også været udbrud i Belgien, og i begyndelsen af 2022 blev sygdommen konstateret i Italien, hvor der siden har været masser af udbrud i bestande af vildsvin og på enkelte gårde.

Den aktuelle smittebølge har især ramt en række lande på Balkan med voldsom styrke. I Serbien er 483 svinebesætninger i år blevet ramt af sygdommen. I Bosnien-Hercegovina er sygdommen konstateret på 570 gårde og i Kroatien på 485. Sygdommen har i en årrække hærget rumænsk landbrug, og her er der i år konstateret 465 udbrud på svinefarme.

Svinepest medfører høj dødelighed hos både grise og vildsvin, og alle dyr på de ramte gårde aflives og destrueres straks. Sygdommen er dog også frygtet, fordi de økonomiske konsekvenser kan være dramatiske for hele landbrugssektoren og fødevareindustrien i de lande, der rammes.

Et udbrud i eksempelvis Danmark vil som udgangspunkt medføre, at markeder uden for EU straks lukker for import af dansk svinekød. Det betyder, at enorme mængder af kød skal omdirigeres til nærmarkederne i EU, hvor priserne vil komme under voldsomt pres. Et pres som forplanter sig til landbruget i form af lavere priser på grise.

Der er fortsat en del tilfælde af svinepest i bestandene af vildsvin i det østlige Tyskland. Disse udbrud udgør ikke en direkte trussel for dansk landbrug, men sygdommen har flere gange tidligere demonstreret en evne til pludseligt og uforklarligt at springe mange hundrede kilometer og dukke op i et nyt område. Det skyldes formentlig, at sygdommen også kan spredes med inficeret madaffald, der spises af grise eller vildsvin.

Aktuelt er den største og mest nærværende bekymring i landbruget, at svinepesten spreder sig fra Norditalien til Spanien. Landet er EU’s i særklasse største eksportør af svinekød, og et stop for spansk eksport til de fjerne markeder vil omgående slå bunden ud af priserne i Europa.

Artiklens emner
Landbrugssektoren
Fødevareindustrien