Fortsæt til indhold

Ny prognose ser lysere på boligmarkedet

Økonomiministeriet har justeret udsigterne for huspriserne. De største prisfald ventes at ligge bag os.

Faldet i boligpriserne ser ud til at blive mindre end hidtil forudset i regeringens prognoser. Arkivfoto: Thomas Borberg
Erhverv

Regeringen er blevet mere optimistisk på boligprisudviklingens vegne end tidligere på året.

Det afspejler de netop offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling.

Her spår man bl.a., at huspriserne vil dykke med -4,5 pct. i 2023 for at vende til en stigning på 1,4 pct. i 2024.

»Der er tale om betydelig opjustering i forhold til deres seneste prognose for begge år,« bemærker boligøkonom i Nykredit, Mira Lie Nielsen i en kommentar.

I den seneste rapport fra maj forventede Økonomiministeriet et fald i huspriserne på 9,2 pct. i 2023 og herefter et fald på 0,5 pct. i 2024.

Boligmarkedet har vist gode takter henover sommeren, konstaterer Mira Lie Nielsen.

»I lighed med Økonomiministeriet mener vi, at meget ser lysere ud på boligmarkedet end i starten af året, og at vi stort set er igennem perioden med prisfald,« skriver hun i kommentaren.

Med til historien om opjusteringen hører, at en del af det forventede prisfald i 2023 allerede har fundet sted. Det pointerer Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.

Og hvis den nye og lysere prognose for 2024 holder stik, kan boligejerne have udsigt til, at friværdien begynder at vokse igen, tilføjer hun.

»Boligejerne kan læne sig tilbage i forventning om, at deres friværdi snart vil begynde at vokse igen.«

Efter store fald i særligt andet halvår af 2022, er der dog et stykke op til pristoppen.

»Boligpriserne nåede deres foreløbige højdepunkt i juni 2022, men i de efterfølgende otte måneder faldt priserne kraftigt. Så selv om det lysner på boligmarkedet, bliver det hverken i 2023 eller 2024, at vi når helt tilbage på toppen,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Prognosen hviler på forventningen om en blød landing for dansk økonomi, konstaterer Haris Coric, seniorøkonom i Realkredit Danmark.

»Den seneste tids bedre boligtal i form af stigende aktivitet og boligpriser kombineret med faldende inflation og en bedring af danskernes realløn understøtter den stigende optimisme på boligmarkedets vegne,« skriver han i en kommentar.

Der er dog fortsat en vis usikkerhed om boligpriserne, når man kigger i spåkuglen for det kommende år eller to, mener seniorøkonomen. Han henviser bl.a. til, at vi muligvis stadig har til gode at se hele effekten af de stigende renter.

Priserne på ejerlejligheder kan blive et selvstændigt kapitel i 2024. Særligt i København, der har set en opblomstring, kan den nye boligskat efter årsskiftet potentielt komme til at betyde prisfald på ejerlejlighedsmarkedet, vurderer flere boligøkonomer.

Artiklens emner
Økonomisk Redegørelse
Boligmarked